Velfærdsparadiset Danmark har påtaget sig ansvaret for borgernes materielle og ikke-materielle velfærd, tryghed og trivsel.

Denne målsætning bidrager til at sikre stemmer til en placering i Folketing og Regering. Vi bruger begrebet som socialt borgerskab, der i virkeligheden garanterer borgerne en ret til adgang af økonomiske midler for at opretholde laveste levestandard, ret til at nyde godt af samfundets andre arvestykker samt ret til at leve et civiliseret liv, hvis standard fastsættes af samfundet.

Det er ikke ofte at vi møder ordet pligt. Borgerne har ikke mange pligter i den skandinaviske udgave af en velfærdsmodel og netop fraværet af pligt sammen med fokus på ret har skabt et nyt Danmark,hvor et flertal mener, at det er dets demokratiske ret at blive forsørget af naboen uden at tænke på om samfundet har en moralsk ret til at inddrive de midler, som en retfærdig fordeling af den fælles kasse kræver.

De seneste år har været præget af kampen om en mere retfærdig fordeling af landets tilbud om velfærdsgoder og Danmark er tæt på at være en velfærdsbutik med verdens største udbud af varer på hylderne, der kan hentes af personer, der ikke bidrager til samfundshusholdningen.

Jeg har kun beskeden indsigt i nationaløkonomi, så mine kommentarer og opfattelser sker baseret på de øjne, som en ganske almindelig borger ser virkeligheden, ikke de fantasier som tosserne på Christiansborg prøver at markedsføre.

I forhold til inbyggerantallet repræsenterer den danske stat en verdensrekord, hvor det effektive resultat af de mange penge, der konfiskeres fra landets skattebetalere (personer og selskaber), er under middel. Borgerne betaler 1 krone og får 50 øre retur, det er en meget dårlig forretning. De sidste 2 regeringer har hånet deres vælgere ved at nedvurdere betydningen af deres fejltagelser og i stedet for at acceptere, at deres politik ikke fører til positive resultater, nægter de kloge på bjerget at ændre den og fortsætter med uformindsket kraft deres tåbelige og amatøragtige tiltag.

Den arrogante holding afspejles også i de omtalte regeringers i at spare på deres omkostninger, beløb der nemt kunne anvendes til at sikre flere arbejdspladser, men angsten for at miste vælgere, der kan vælte en minister af taburetten er større end at opføre sig som et retskaffent menneske, der 24/7 stræber mod at opfylde de løfter han/hun blev valgt på.

Det er et varmt emne at tale om Danmarks politik overfor flygtninge og invandrere. Men det er en katastrofe at landet åbner alle døre på vid gab og kritikløst tillader at landet fyldes op med personer, hvoraf majoriteten ikke er omstillingsparate til Danmarks grundlæggende værdier. 

Tilsvarende får jeg verbale bank, når jeg retter søgelyset mod, at kriminelle invandrere får lov til at forblive i slaraffenland i stedet for at blive taget i hoved og røv og smidt ud. Jeg ved ikke hvorfor kriminelle er beskyttet af EUs love om menneskerettigheder, medens deres ofre skal betale for deres ophold i danske fængsler, der har en europæisk standard som et 3 stjernet hotel?

Jeg var ved at få kvalme, da jeg så de medielidderlige politikere står foran de snurrende kameraer, da finansloven for 2015 blev præsenteret. Alle de allokerede midler “pengeregnen” er blot peanuts, spil for galleriet for de har yderst beskeden effekt. De vil kun i minimalt omfang nå frem til målgrupperne, for de opsuges af velfærdsbutikkens personale, der bevilger sig selv lønforhøjelser og gratialer, der sluger 80 % af midlerne.

Gennem de seneste år har jeg nedskrevet mine synspunkter i artikler, som kan linkes nedenfor.

Velfærdsstatens problemer del I

Velfærdsstatens problemer del II

Velfærdsstatens problemer del III

Brugsbetalte Danmark/juli/2013

Læs mere om Danmarks demokrati her: https://www.casthoej.dk/danmark/danmarks-demokrati/