VELFÆRDSSTATENS PROBLEMER DEL I

En miniserie om velfærdsstatens problemer

I mine betragtninger fra maj i år truede jeg med at holde en lang pause. Næsten lige hjemvendt fra en lang tur til Danmark plus 4 andre europæiske lande har jeg fået inspirationer og indtryk, der får mig til at nedfælde disse på tryk. I brevet fra maj anførte jeg blandt andre emner dette; Citat: Forandringer Vi lever i en tid med forandringer, der i styrke og omfang overgår alt, hvad vi tidlige har oplevet. Påvirkningen af alle forandringer er enorm og ændrer stort set alle vore klassiske opfattelser af værdier. Et kardinalspørgsmål er, om et menneske er omstillingsparat med samme styrke? De, der ikke er det, får et chok og bliver tabere. De selskaber eller personer, f.eks. de nye tekniske guruer, implementerer forandringer med en hastighed, der langt overstiger almindelige personers omstillingsevne eller parathed. Det giver konflikter, at mange ting i dag er yt førend vi har nået side 5 i instruktionsbogen, hvis der altså er en.

Alt skal være nyt, helst hurtigere end vi kan nå at kassere det, breaking news, online og IT knowhow, og de der ikke kan, har eller får problemer. Samfund, politik, uddannelse, social struktur og kulturmønster, alt skal revurderes hurtigere og ofte på eksperimental basis. Med eller mod vor vilje er vi i dag stort set alle passagerer i et immigrationstog, der med ustyrlig hastighed tager os ind i fremtiden, som vi efterhånden kun har beskeden indflydelse på. På rejsen består menuen af forandringer, som vi ikke altid er parate til og aktørerne bag showet styrer det uden at tænke på modtagerne.

Min kusine Helle Dyrting, der er ekspert i emnet, skriver i en af sine udgivne bøger Fællesskabets skjulte Kræfter om forandring; ”Følelsesmæssig intelligens er det der skal til, for at vi kan arbejde med accept af forandringer og det anderledes”. Helle omtaler udførligt hjernens funktion og har et par gode ord med på vejen om vor pligt til at udvikle de tanker, der sker i den rationelle del af vor hjerne. Jeg har prøvet at følge hendes råd, men er for ofte faldet i min egen fælde, ved at ende med at forvrænge opfattelser, ikke at være grundig nok i mit hjemmearbejde og dermed for ofte subjektiv.

Det er en farlig rute at komme ind på, så jeg har allerede fundet afkørselsvejen og er snart på den rigtige motorvej igen.

INDTRYK FRA EUROPA

8 ugers rejse i en række europæiske lande tog mig til mange bestemmelsessteder langs den motorvej, jeg omtalte i maj måned. Disse destinationer var fordelt på store og små samfund, hver med sin sociale struktur og færdselsregler, men fælles for dem var, at siden jeg besøgte dem sidst, har forandringens ubønhørlige maskine sat sine præg; familien (den meget nære og den lidt fjernere), vennerne, forretningsforbindelser, bekendte og andre gamle kontakter og placeringen går fra provinssamfund, småbyers og storbyers ditto, universitetsmiljø og alle godt spredt over det fædrene land, Tyskland x 3, England og Sverige med en indsprøjtning fra Holland og en fra Prag.

De mange besøg på destinationsstederne udgjorde et univers for sig spændende fra enkelte rutineprægede og indholdsløse samtaler, over intense, meningsfyldte dialoger og en verden af kulturelle oplevelser, nogle af dem kom til udtryk i flere af mine Picasa album. Det var en utrolig intensiv og spændende rejse og det har taget sin tid at få indtrykkene pakket ordentlig ud og sat i de rigtige rammer. Trafikken på motorvejen er operativ 24/7 og de nødvendige pauser ikke altid lange nok, for vi skal jo videre ikke sandt? Forinden afrejsen havde jeg truffet forberedelser til at komme nærmere ind på livet af Danmark og specielt søge at finde ud af, om min tese om begrebet holdninger er en overset faktor, når vi taler om nationaløkonomi.

Men også et forsøg på at finde årsagen til hvorfor Danmark er i tilbagegang og det tyske samfund er kommet tilbage i førertrøjen som verdens førende eksportnation. Hvorfor er der stor forskel på dansk og tysk mentalitet uagtet, at begge betragtes som velfærdssamfund og begge med vanskeligheder i at få integrationsproblemet med vore udenlandske borgere løst? Både DK og D var sat procentuelt lige langt ned på hitlisten efter den sidste finanskrise, så hvilke elementer danner grundlaget for, at DK er ved at blive et tabersamfund uden at nogen synes at bekymre sig særligt derom?

Og endelig, hvorfor kan danskere ikke indse, at de er ved at blive et forbrugersamfund med Kina som hovedleverandør samtidig med at et stigende antal arbejdspladser eksporteres?

FORANDRING OG UDVIKLING

Set under eet er der sket store forandringer i de omtalte samfund. En del har jeg naturligvis noteret mig før, men ikke sat dem i interaktive relationer, som jeg vil forsøge at gøre nu. Alt har forandret sig, klart, men hastigheden hvormed den sker, kan almindelige mennesker ikke hamle op med. Den måde, vi tænker på, er også ændret og har medført nye procesbegreber om vor religion, økonomi, politik og sociale kompetencer. De er, efter min opfattelse, blevet så komplekse i sig selv, at ingen har en ide om, hvilke mål de har, men vi ved kun, at de tiltager i omfang og tidsforbrug.

Globalisering er et modebegreb, som vi slår en klo i når vi skal give udtryk for, at vi er med på noderne, men hvis dybeste konsekvenser vi enten ikke kan eller vil se, for de griber ind i det meste af det, vi foretager os og de samfundsstrukturer vi lever i, uden at vi altid fatter hvorfor. Så hvordan får vi almindelige mennesker overskud til at kunne sætte os ordentlig ind i de omtalte forandringer, der bevæger sig transnationalt og med højtogshastighed?

Mit spørgsmål er stadig, om vi har tankekapacitet nok til at kunne rumme det globale tankespind? Det er for mig, som har vi fået to verdener. Én totalt præget af alt det positive, som solide fremskridt medfører; flere sunde, mere velstand, mere frihed og demokrati, færre analfabeter osv. Men på negativlisten aldrig så mange fattige og sultne. Hvordan styres fordelingen, hvem vil give afkald på goder for at hjælpe de dårligst stillede? Det dybe skel på de to verdener har medført meget aggressive nationale bevægelser samt etniske og religiøse fanatiske holdninger. De tidligere tiders politiske ideer, i hvert fald i den vestlige verden, er tilsyneladende afløst af et vakuum, som f.eks. Kina drager fordel af og sikkert ikke til vort bedste, om end dette kan diskuteres.

Det synes at være umuligt at standse globaliseringen. Rivaliseringen trives i bedste velgående og de megastore multinationale koncerner kæmper hvert sekund på at få endnu mere fodfæste, de store politiske alliancer, som f.eks. EU er også i kampdragten og ønsker at drage fordel af USA’s store problemer. Der er nye storpolitiske deltagere på den globale scene, og deres beslutninger påvirker de politiske strukturer i de enkelte nationalstater, der på den ene side ønsker at være med i det store spil, men som på samme tid ikke er i stand til at få omstillet eller omstruktureret deres miniputstat hurtigt nok, et billede vi oplever i Danmark.

I ordet globalisering ligger de facto en integration af nationaløkonomier, kultur og religion samt naturligvis politik eller med andre ord en sammensmeltning af samfund (den sociale faktor). Altså i sidste ende fri bevægelighed for alt fra varer til personer og endelig må vi ikke glemme kapital. Og så var jeg tæt på at glemme den rivende teknologiske udviklings indflydelse samt forskydningen i den internationale magtbalance politisk, militært og økonomisk.

For nu at komme med i det globale highspeedtog, må vi vurdere, om vi i Danmark har de rigtige kvalifikationer. Hvem vil have handicappede passagerer med i toget til herlighederne? Ikke mange, så de sidste 20 til 25 år har vi fået en række af nye begreber, de fleste med ordet ny eller neo foran. F.eks. nytænkning. Men jeg må tilkendegive at der sandelig også ofte er enten tale om ”recycling” eller ny vin på gamle flasker.

Jeg vil gerne omskrive handicappede til medpassagerer, der ikke passer ind i den samlede struktur, der anses for den bedste som et grundlag for et ordentligt samfund, et optimalt og velfungerende system, så det være sig lande som Tyrkiet eller de nye medborgere i EU fra lande, der ikke kan klare sig uden finansiel hjælp fra de såkaldt velstillede øvrige EU medlemmer.

Der er sagt og skrevet meget om globaliseringen, både pro og kontra, så jeg vil hæfte mig ved to sider, som efter min mening er markante. For det første en delvis opløsning af begrebet nationalstat og dernæst velfærdstatens dybe krise, der under min rejse viste sit sande ansigt, ikke alene i Danmark, men også i Tyskland, som jeg har et indgående kendskab til samt i Holland. Jeg knytter så begrebet multikulturisme til velfærd, for jeg oplevede jo konflikten hjemme i fædrelandet udtrykt simpelt i dette spørgsmål; ” Skal samfundet skære i de ydelser, som de borgere, der har betalt skat i mange år, har krav på, og skal disse besparelser anvendes til en gaveregn af kontanter til personer, der aldrig har bidraget finansielt til vor nationale husholdning?” For sandheden er, at den danske velfærdsmodel trænger til et ordentligt eftersyn og revision.

Kimen til velfærdsstatens krise blev faktisk lagt allerede i 1973, da ”oliekrisen” borede sig dybt ind i Europa og mange har glemt, at araberne først åbnede for hanerne, da EF, som det hed dengang, underskrev en aftale om en handel; Olie mod at indsluse borgere fra muslimske lande. Smart ikke sandt?

Men glemt og omtales ikke mere er, at vi solgte vore overbevisninger for energi, som vi ikke kunne leve uden og at i olieforsyningsrørene anbragtes i små redningsbåde en hær af frontsoldater, der for vore egne penge i stort omfang er blevet en kim til situation, der kræver debat, som ikke mange tør tage, slet ikke de taburetklæbende ministre, der for skatteborgernes penge de facto køber stemmer via oceaner af ydelser, der ikke bidrager til samfundets parathed og evne til at deltage i det globale cirkus. I 1973 blev kimen lagt til en begyndende ændring af vort ellers solide etablerede demokrati.

Jeg medgiver at en del af mine omtalte argumenter er for letkøbte eller måske bedre udtrykt, ikke kan stå alene. I mange EU lande fokuseres på integrationsproblemet, medens langt mere relevante forhold om velfærdsstatens fremtid får mindre taletid ikke mindst i Danmark.

DANMARK EN UTOPISK VELFÆRDSSTAT

Uagtet at jeg prøver at følge med i EU’s udkantsland Danmark, er det desværre ikke muligt at få de nødvendige nuancer med for at komplettere billedet af det fædreland, der forekommer mig at befinde sig i en identitetskrise, der relaterer til fakta om, at så længe der var likviditet nok til at sikre eskalerende sociale ydelser og der var styr på den nødvendige moral samt en klar erkendelse af, at omkostningerne til dækning af alene denne udgift i betydeligt omfang er koblet sammen med en matchende skattemodel, ja så var Danmark et lykkeligt land.

Den velfærdsmodel, vi bruger i Danmark, er ikke af nyere dato, den betegnes også ofte som den skandinaviske model og jeg har faktisk brugt betydelig tid til at undersøge dette emne ret indgående i forbindelse med mine studier om sociale kompetencer. Gennem mange år har den danske stat påtaget sig rollen som det organ, der dels sørger for og danner rammerne om sociale ydelser samt påtager sig ansvaret for finansieringen af dem. Det er jo nemt, ikke sandt?

Først hentes stemmer på at love vælgerne at de får mere og mere for mindre og mindre og når den samlede udgift kendes, justeres skattelovene, så den fornødne likviditet sikres. I tidligere artikler, hvoraf nogle er på min blog andre tilsendt danske aviser som kommentarer, har jeg prøvet at finde relevante og sammenlignelige data for at illustrere mine vurderinger, men det er sandelig ingen nem opgave. Jeg har næsten forgæves forsøgt at finde relevante tal fra Danmarks Statistik (DS), idet jeg gerne ville bruge året 1973 som basisår/ sammenligning for den triste udvikling.

Jeg har haft en del korrespondance med DS, der oplyser at mange tal ikke er overført til den digitale verden og at principperne for fordelinger er ændret mange gange undervejs, så det kræver faktisk næsten et medlemskab af Danmarks Jurist og Økonom Forbund at finde de korrekte tal, hvorfor jeg i det efterfølgende baserer mine argumenter på sandsynlige gennemsnit. Grunden til min research er ganske simpel, nemlig at få undersøgt, hvorfor mange danskere ikke kan indse, at samfundet er i tilbagegang, når det bruger flere penge, end det tjener.

Ved mine mange dages ophold i august og september/delvis oktober var jeg rystet over at erfare, at et stort gennemsnit af danskere overhovedet ikke har det fjerneste begreb om, hvordan landets økonomi fungerer.

Dette indtryk kommer ikke alene fra samtaler, men i langt højere grad fra artikler og andre påvirkninger gennem diverse media. Det forekommer mig simpelt at begribe; Jeg har brugt finanslovsforslaget for 2011 som grundlag; Indtægter fra skatter og afgifter (forbrug og moms) 596.262 MDKK, indtægter fra salg af offentlige ydelser er 29.190 MDKK og sandelig om vi ikke har renteindtægter på 8.283 MDKK, samlede indtægter er således 633.735 MDKK, det er ganske mange penge for et lille land. Udgifterne fordeler sig i hovedtal på; Kongehuset 95 MDKK, Folketinget 975 MDKK, Driftsudgifter til alle ministerier 575.464 MDKK, andre udgifter 97.541 MDKK, samlede udgifter 674.075 og det flotte slutresultat et minus på 40.340 MDKK.

Vi bruger altså 6.3 % mere end vi tjener og i vor forbrugerrus låner vi bare pengene i stedet for at se på, om vi måske kunne spare. Jeg synes det er et dårligt princip at bruge mere, end man tjener, men jeg er jo også ret radikal på det område. Hvis Danmark var en virksomhed eller blot en privat husholdning, ville man i en underskudssituation, der nu kører på 3. år, straks fokusere på to muligheder; Enten at forøge indtægterne eller reducere udgifterne.

Da majoriteten af indtægterne generes via produktionen i det private erhvervsliv kan underskuddet ikke dækkes herfra, fordi landet ikke er konkurrencedygtigt nok, og der er mange gode årsager hertil. En reduktion er langt mere effektiv for nationaløkonomien ja, men ikke for den siddende regering, for al tale om at, vi er i velfærdskrise og må skære, medfører ramaskrig de største fra dem, der lever højt og flot på skatteborgernes regning.

Jeg var altså hjemme, da den ret inkompetente finansminister forelagde finanslovsforslaget for 2011 og var rystet over udfaldet og reaktionerne af en debat, som jeg i min naivitet havde forestillet mig burde ske på et seriøst grundlag. 40 milliarder er en ret pæn sum og da nationalbankdirektøren tog bladet fra munden og fortalte de måbende får, at de nok skal regne med at tillægge måske 10 milliarder mere, var reaktionerne hos de fleste; ”Nå og hvad så, hvad kommer det mig ved?”

Men endelig en dag skød Lars Løkke hjertet op i halsen og fik på sin sædvanlige kluntede facon fremstammet, at ”nu bør vi nok skære lidt, hvor det gør ondt” næsten på samme dag som sygehusene meddelte at de ville nedlægge 3.000 stillinger. Reaktionen fra Villy Søvndal kom prompte: “ Regeringen er i gang med at udøve en massakre på vort velfærdssamfund” og så kom der faktisk efterfølgende ret mange gode eksempler på, hvor regeringen kunne overveje at skære dybt med sparekniven.

Og dermed er jeg tilbage til en tidligere kommentar, nemlig at vi ikke bare enøjet kan beskylde vore delvis uinviterede/uønskede gæster for at de får de største stykker af velfærdslagkagen, idet de tegner sig for omkring 40 % af de samlede bistandsydelser. Majoriteten af overførselsindkomster hentes altså af danskere, så hvorfor ikke tage fat her. Alle kan jo se, at der udøves en næsten professionelt frås med de offentlige midler og da alle bor i glashuset tør næsten ingen kaste med sten og at tale om moral og ansvar er som at se på et luftskib, der ikke mere har forbindelse med den planet, vi bor på.

De efterfølgende eksempler er nok bare en lille del af isbjerget af meningsløst overforbrug, der ikke synes at kunne standses. Det var mærkeligt at opleve forskellen i opfattelserne hos personer jeg traf. Begge (fra samme firma) var ret fortørnede over, at på samme dag, som deres arbejdsgiver havde fyret et antal ansatte, blev der inviteret til en sommerfest for personalet, men de accepterer, at de er med til at betale – via deres skatter og afgifter – for unødvendigt offentligt forbrug, der nu oven i købet lånefinansieres.

Jeg provokerede dem med dette eksempel; I en kommune betaler man 8.9 million for at coache en person, der ikke er omstillingsparat til samfundet. Han er 22. Hvis han lever til han er 75 og stadig ikke er tilpasset, taler vi om en udgift på 471 millioner, ikke reguleret for dyrtid. Penge, der skal lånes. Jeg foreslog at det ville være nemmere for statskassen at skyde ham, en patron koster mindre end 50 kroner, men svaret kom prompte; nej, det er samfundets PLIGT at sørge for sociale opgaver uanset karakter og omfang.

Der er faktisk tale om en udgift på mere end 100 MDKK, der med i budgettet for 2011, til dækning af disse meget specielle udgifter. Der reageres heller ikke meget overfor, at der bruges 700.000 kroner om året på at køre en ordblind til og fra specialundervisning. En dame får 1.3 millioner om året for at gå hjemme og passe et handicappet barn, samtidig med, at der er masser af ledige pladser i ”systemet” der jo er belastet med udgifter i forvejen og familier, der modtager omkring100.000 kroner årligt i børnetilskud og har indrettet sig, så de kan leve af det. Jeg bør vel også tale om efterlønnen og hørte en del eksempler på, at fuldt ud arbejdsduelige modtager efterløn og lever et godt liv enten i sydens sol eller på golfbanen. Jeg fik ret chokerende fakta om svindel med SU plus andre eksempler på offentlige (og kommunale samt regionale) udgifter, listen var lang og er blevet længere i mellemtiden og I læse alle om dem i danske media.

Der er masser af relevante eksempler på, hvor der kunne spares, men viljen er der ikke. Alle disse eksempler blegner imidlertid ved siden af det faktum, at antallet af offentlige ansatte er eksploderet de seneste år. Vi kunne erfare, at der siden 2009 er ansat 30.000 flere i den offentlige sektor, hvoraf kun 1 %, altså 300, er i funktioner, der har direkte kontakt med borgerne. Resten er de usynlige, de, der bestemmer og som ifølge mange ansatte ikke har ret megen forstand på de opgaver, de er sat til at løse.

Så undskyld hr. Søvndal, jeg kan ikke se, hvorfor du anvender ordet massakre? Du fortæller sammen med Helle, som vi alle er på fornavn med, at eventuelle nedskæringer vil koste statskassen milliarder, er det socialdemokratiets regnegeni, der har været i gang? Kan du ikke forstå, eller vil du og Helle og andre magtsyge personer ikke fatte, at staten ikke kan give penge ud, den ikke har og at det først og fremmest drejer sig om at få gang i det private erhvervsliv, fra hvilket pengene tjenes?

Den sidste opgørelse fra DS viser et antal på 827.000 offentlige ansatte med denne fordeling; Kommunerne 470.000, 125.000 i regionerne og staten tager sig af 232.000. 30 % af alle er beskæftiget med ”social beskyttelse”, 25 % med sundhed og 20 % med undervisning. Antal af politibetjente, der skal beskytte borgerne er cirka 25.000, medens antallet af økonomer indenfor det offentlige er 27.000. Er der nogen, der kan se en joke i disse tal, og klart indser at DJØF styrer Danmark?

Den private industri beskæftiger omkring 1.900.000 og siden februar 2009 er der tabt lidt mere end 200.000 arbejdspladser. Danmark har lige omkring 5.500.000 indbyggere, så fratrækkes de allerede omtalte, har vi en balance på 2.773.000 vi skal finde i Danmarks Statistik (DS). Cirkatal; børn og under uddannelse 1.100.000, pensionister 900.000, efterlønsmodtagere 140.000 og arbejdsløse 200.000.

Vi mangler altså 433.000. Der er omkring 105.000 dagpengemodtagere og er saldo reduceret til 328.000. Der er usikkerhed i visse tal, idet omkring 300.000 børn/unge både er med under gruppen (1.100.000) og de er også med i beskæftigelsestallet for den private sektor, da de har deltidsarbejde og for at blive medregnet i statistikken, skal de bare arbejde 1 time pr. registreringsenhed angivet af ILO (time/uge/måned).

Efter lang tids research fandt jeg disse tal til sammenligning. I 1970 var der 2.058.000 ansatte i industrien og 405.000 offentlige. 1 industriansat ”trak” altså 0,196 offentlig medarbejder. I 2010 er tallene 1.900.000 privat ansatte og 827.000 offentlige, 1 privat ansat skal nu ”trække” 0,435 offentlige ansatte (En stigning på over 100 %). Jeg kan sagtens forstå, at den rivende tekniske udvikling har ført til nye produktionsmetoder, der delvis nedlægger arbejdspladser, men sagen er jo at industrien skaber et højere BNP med færre ansatte, hvorimod det offentlige er blevet langt mindre effektivt. I samme periode har vi fået sikkert det næsthøjeste skattetryk i verden, der bidrager til at nedsætte vor konkurrenceevne, en udvikling, der ikke får tilstrækkelig opmærksomhed.

Så kom vi så langt. En detaljeret gennemgang af finanslovsforslaget for 2011, som jeg har foretaget, burde oversættes til et dansk, som alle borgere kan forstå og tilsendt hver husstand, affattet i nemme overskrifter og gjorde man det, ville danskerne få et chok. Dette er ikke en joke, jeg sammenligner med nogle af de opgaver, som Obamas regering gav støtte til, da hans land fik en kæmpe finanspakke, som jeg har oversat til dansk, f.eks. Finansiering af en undersøgelse af, hvorfor frøernes sjæleliv har indflydelse på tidevandet i Roskilde Fjord, eller hvorfor tsunamien i Asien var påvirket af krokodillernes sexliv i det indiske ocean.

Budgettet er sammensat så kun DJØFere kan forstå den dybere mening og det fremgår tydeligt, at der fra år til år ændres på love og forudsætningerne, der gør det næsten umuligt at foretage relevante sammenligninger. Man skal læse og forstå de medfølgende lovtekster og anmærkninger, men vi almindelige borgere står overfor en næsten umulig opgave. Hvis danskere ville tage konsekvensen af et meningsløst overforbrug, ville der blive en revolution. Hvis de ville regne ud, hvor mange timer de skal arbejde for det offentlige, førend de gør det for sig selv, ville de lave oprør, men hvem tør, kan eller vil fortælle dem det? Ikke regeringen, den skal bare holde godt fat i taburetten. Hvis I har tid burde i kigge i finansloven, den er lavet sådan, at I ikke kan forstå andet end at landet har et struktureret underskud på statsfinanserne, der inddækkes ved låntagning.

Den danske velfærdsstat er etableret af sociale partier, mest det centrale, men i dag følger den nuværende regering godt med, det drejer sig om at bevare magtmonopolet (Nogle kalder det for borgerlig socialpolitik). Staten har sat sig i rollen som den styrende storebroder uden de nødvendige forudsætninger. Jo flere på overførselsindkomst eller som det hed før i statistikken ”helårsmodtagere af indkomsterstattende ydelser”, jo flere sikre stemmer. I 1984 androg det samlede antal inkl. folkepensionister 1.355.191, i 2005 1.579.173 og jeg leder efter tallene fra 2009, men det er vist højere end 1.600.000.

SAMMENFATNING

Jeg har brugt mange sider på dette vigtige emne, velfærdsmodel, hvis design bestemmes af den til enhver tid vedtagne socialpolitik. Den, som den nuværende regering har gennemført, har ført til en række negative scenarier, der dog er påvirket af den internationale finanskrise. Lars Løkkes regering taler om ”økonomiske incitamenter” lidt baseret på Ny liberalisme, der vist har rod i den såkaldte Chicago Skole (intellektuel frimarkedstænkning). Og så lige et blik på Anders Foghs kampråb om en dansk kulturkamp, der skal gengive borgerne deres værdighed til frigørelse fra socialstaten! Bravo.

Lars Løkke drømmer, når han forelægger sin plan om at gøre landet til en vindernation. Det er trist at det ikke er gået op for ham, at Danmark er i taberdivisionen og at det ville være bedre for ham at bruge sin tid og kræfter på at rette op på de mange fejl, han har begået, i stedet for at lyve til os om, at hvis vi bare får vindenergi, elbiler og bioethanol, så er drømmen opfyldt. OK, Lars kan ikke gøre meget ved den globale nedtur, der har ramt landet, men han kan lade være med at kaste gode penge efter dårlige, men det sikrer jo ikke hans genvalg til den varme taburet. De argumenter, han anvender lige nu, er 100 % fjern fra den økonomiske realitet og dermed vanskeliggør han en nødvendig og konstruktive dialog om landets fremtid.

Mange venlige hilsner

Ole Casthøj

CHONBURI/THAILAND Oktober 2010