VELKOMMEN DEL II OM DEN DANSKE VELFÆRDSSTAT

En miniserie om velfærdsstatens problemer

I mit første kapitel talte jeg en del om den danske velfærdsstat. Da dette spørgsmål både er tema for en særdeles hed debat i denne tid (og derfor optager mig meget), og også har en særdeles stor påvirkning på landets økonomi, vil jeg se nærmere på begrebet og prøve at sætte det i rammer, vi alle kan forstå. Jeg kaster et par blik på elementer fra fortiden, der har bidraget til den social/velfærdspolitik Danmark fører, og det af den simple grund, at en del af dem, der får denne artikelserie ikke har forståelse for nogle af de negative kommentarer, der nu, oftere end tidligere, dukker op i pressen. Mange unge er født med en lovbog i hånden, der hedder ” MINE RETTIGHEDER” og har ofte enten hån eller manglende respekt overfor ordet PLIGT.

Dette er den officielle definition af det danske samfund; Hentet fra Ministeriet for Flygtninge i Danmarks hjemmeside. ”Det danske samfund er et velfærdssamfund, der fungerer inden for rammerne af en markedsøkonomi. Dette har Danmark til fælles med mange andre, især europæiske, lande. Der er især tre forhold, der er værd at bemærke ved den danske velfærdsmodel:

Staten har påtaget sig et stort ansvar for borgernes velfærd. Den offentlige sektor varetager således mange af samfundets fælles opgaver.

Velfærden stilles i vidt omfang til rådighed for alle borgere, når de opfylder visse betingelser for at modtage den.

Velfærdsydelserne finansieres af hele befolkningen i fællesskab via skatter mv. Der er altså ikke nogen direkte sammenhæng mellem, hvad man betaler, og hvilke ydelser man modtager eller bruger.

Den måde at indrette velfærdssamfundet på gør det muligt for både mænd og kvinder at deltage aktivt på arbejdsmarkedet. Men det er også nødvendigt, da der ellers ikke ville blive betalt nok i skat til at finansiere udgifterne til børnepasning, skoler, sygehuse, ældrepleje, dagpenge, kontanthjælp, sociale pensioner osv.”

Og her er et afsnit mere fra samme; ”Det danske velfærdssamfund bygger på et princip om, at den enkelte borger har både rettigheder og pligter. Borgere, der opfylder visse betingelser, har ret til velfærdssamfundets ydelser. Men den enkelte borger har også pligt til at bidrage til fællesskabet. Dels ved at betale skat, dels ved at arbejde. Står man uden for arbejdsmarkedet og modtager hjælp, har man også pligt til selv at gøre en aktiv indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Dette gælder både mænd og kvinder.

Folketinget og regeringen fastlægger via lovgivning rammerne for det danske velfærdssamfund. Men det er i vidt omfang kommunerne og regionerne, der fylder lovens rammer ud. Det er dem, der i praksis leverer de fleste velfærdsydelser til borgerne.

Kommunerne løser mange forskellige velfærdsopgaver. Kommunerne skal i videst muligt omfang fungere som borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Kommunerne har derfor også en lang række af de opgaver, der er tættest på den enkelte borger. Det gælder blandt andet integration af flygtninge og indvandrere samt tildeling af en lang række sociale ydelser

Citat slut

Det ville være fristende at redegøre for hele historien bag og den senere udvikling af vort sociale velfærdssystem, men lad os skippe den, blot vil jeg minde om, at det ikke, som ellers mange tror, er indført, way back, af socialdemokratiet, men derimod af det tidligere Retsforbundet ved dets daværende leder Viggo Starcke (tidligere et familiemedlem om end meget langt ude) det er derfor jeg ved det. Det skete i 1933 og barnet blev døbt socialreformen, der var et afgørende element i det såkaldte Kanslergadeforlig.

Der var altså engang, da Danmark via statens indtægter fik en række ydelser spændende fra kvalitetspræget uddannelse, over et fremragende sundhedsvæsen til en værdig otiumperiode. I produktgruppen uddannelse placeredes biblioteker, en række media samt teatre og oplysning alt betalt via skatter. Dengang var landet ledet af fornuftige statsministre, f.eks. Stauning og ditto erhvervsledere og mange vitale afgørelser for samfundet skete i dyb forståelse mellem disse to parter, der erkendte, at de havde behov for hinanden Men der er udvikling i samfundet, naturligvis. Udviklingen kørte i mange spor.

Det efterfølgende er en vurdering jeg er kommet til efter i mange år at have studeret den sociale udvikling, herunder at have gennempløjet et utal af bibliografier af såvel de store ikoner indenfor vor industri samt politiske ditto samt ikke mindst mine erfaringer fra mange års ret indgående kendskab til danske fagforbund, forhandlinger med socialdemokratiske ministre og topchefer af samme politiske surdej.

Samlet vurdering; Socialdemokratiet og ledere af de fleste fagforbund har i fællesskab ydet de største bidrag til, at det tidligere ordentlige og velfungerende samfund er kørt agterud. Nøgleordet er magt. Magt er kontrol. Kontrol er styring via manipulation, der sikrer opretholdelsen af et system, der er et illusionsnummer i verdensklasse og selv i dag under en VKO ledelse, er det beklageligvis ikke ændret til samfundets bedste.

Men ordet skat har altid været upopulært. I en tale i i studenterforeningen den 9. februar 1895 sagde den legendarisk berømte Viggo Hørup bl.a. følgende: ”Den gang man endnu kunne sin politiske børnelærdom, betragtede man statskassen som den fælles fjende, mod hvis grådighed alle skatteydere var rottede sammen i et samdrægtigt forbund til forsvar for den hjemlige arne og det private chatol. Man vidste at uhyret var umætteligt og dets mave som en præstesæk. Når den brølte efter mere skat, tog man det som et signal til at passe godt på lommerne. Da al ting efterhånden er belagt med skat, har man vænnet sig til at se på denne verdens goder, ikke som midler til menneskelig nytte og nydelse, men som et skatteobjekt” Og han fortsatte; ”Antræffer man en af guds gaver, som ved et tilfælde endnu ikke er optaget i skattelisterne, gør man anskrig, som om man havde truffet en gal og herreløs hund, og alle mennesker styrter af sted for at fange den ind”.

Det skal bemærkes at der var tale om en højre regering. Socialdemokratiet kom først til i 1924, hvis jeg husker korrekt med Stauning og hans cigar i førerkabinen. Hørup var en af datidens fremmeste og skarpe talere, altid med ætsende ironiske kommentarer om dem, han ikke kunne lide. Han var medstifter af dagbladet Politiken.

Det er altså 115 år siden, de første kritiske røster meldte sig på banen og dette er helt naturligt i et demokrati.

I mange årtier var Danmark et samfund, der på afgørende punkter var dels homogent, og dels betragtede man det som en naturlig pligt at yde et bidrag til at tilføre samfundet værdier og endelig skulle man helst ikke ligge andre til last, det var en skam, så bedre tage det arbejde, der tilbød sig. Gammeldags, tja måske. I dag er der kun få homogene samfundsstrukturer, og DK hører ikke til blandt dem. Vi har fået en helt ny opbygning, der langt fra er tilpasset og det volder naturligvis problemer.

Der er en ubalance i velfærdsfordelingen, når 5 % af befolkningen er muslimer og tegner sig for over 40 % af de samlede velfærdsudgifter. Det er dybt ironisk, når Dansk Flygtningehjælp netop fremhæver, som tidligere omtalt, at der er pligter såvel som rettigheder ved at være i Danmark, der er ikke tilstrækkelig fokus på pligtdelen, men det er jo også upopulært at minde om dette.

Men hvis I læser teksten igen, kan I se portalen til riget, der flyder med mælk, kameler og honning; ”Borgere, der opfylder visse betingelser, har ret til velfærdssamfundets ydelser”. Det er omfanget af disse betingelser, der rummer uanede muligheder, dem skal jeg vende tilbage til lidt senere (kræver en minutiøs gennemgang af finanslovsforslaget i et nyt kapitel).

Tilbage til få fakta om den sociale udvikling i Danmark. I 1933 samles som omtalt tidligere en række sociale ydelser i en pakke, der blev benævnt socialreformen, men landet havde stadig fattighjælp og det var kendetegnende for denne reform, at staten blev pålagt at hjælpe kommunerne med udgifterne, specielt til arbejdsløshed. Efter afslutningen af 2.verdenskrig oplevede landet i 1950/1960erne en utrolig økonomisk fremgang, der førte til den egentlige etablering af velfærdsstaten.

I 1965 indførte Viggo Kampmann (tidligere socialdemokratisk statsminister) begrebet; ” Planlægning for velstand og velfærd” efter parolen, at Danmark er for lille til at blive et stort land, men stort nok til at blive et godt samfund. Eller med Jeppe Aakjærs ord; ” Da har vi i rigdom drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”.

Socialdemokratiet indførte nye ”mærkevarer” på hylderne i demokratiets supermarked og markedsføringen eller brandingen, som det hedder nu, tog fart; Tryghed, ansvar, ansvar for fællesskabet, almenvellet eller denne advarsel; ” Hvor hensynet til samfundet kræver det, må fællesskabet tage det fulde ansvar for investering og produktion”! Medbestemmelse, økonomisk demokrati var genstand for hede debatter og den senere nye statsminister Jens Otto Krag gjorde det til en mærkesag, at det var vigtigere for alle, at samfundet udviklede sig end at omfordele goderne. Wow! Vi (socialdemokratiet) vil hellere have retsmæssige andele i et øget samfundsprodukt.

Som bekendt blev alt dette ændret til kun at omfatte stigende velfærd med en retfærdig fordeling, al snak om økonomisk demokrati er forstummet. Sidste stemme ophørte med at råbe højt den dag, Arbejdernes Ligkistemagasin måtte dreje nøglen om på trods af det selskab ikke havde udgifter til markedsføring.

I 1970erne startede problemerne. 2 oliekriser, indtræden i EF, stigende internationale afsætningsproblemer og intensiveret konkurrence fra lavtlønslande førte til lukning af mange store danske selskaber og kampen mellem arbejdstagere og arbejdsgivere blev mere markant, mest i spørgsmålet om, hvem der skulle kompensere for inflationen, der gjorde mange forbrugsvarer dyrere på samme tid, som højere lønninger førte til forringet konkurrenceevne. Det er markant for denne periode frem til i dag, at det offentlige forbrug eskalerer på trods af problemer med finansieringen. Alligevel indføres i 1979 5 ugers ferie og arbejdstiden nedsættes.

I 1976 indføres bistandsloven (ændret radikalt i 1998) og i 1982 indfører den daværende regering begrebet privatisering for at dæmme op for de voksende offentlige udgifter. Fra 1980erne indføres et hav af ordninger i form af øgede sociale produkter, buketten er stor og for at administrere dem ansættes et stigende antal i kommuner og stat. Sidstnævnte kontrollerer nu førstnævnte og en papir- og kontrolverden ser verdens lys, der igen fører til, ja rigtigt flere såkaldte ansatte.

I perioden indførtes brugerbetaling, hvis princip går ud på, langsomt men sikkert, at borgerne skal betale for alle ydelser, som helt eller delvist var/er finansieret af det offentlige, for målet er klart; Der kan ikke skæres i velfærden, for så mistes stemmer og det drejer sig for alt i verden om at bevare det størst mulige antal offentlige ansatte helst med majoriteten i ledergruppen, for Danmark skal forberede sig på, at EU om få år bliver den egentlige boss. EU er stiftet af en række fallerede socialdemokrater, hvis endemål er et suverænt styret regime.

Kast bare et blik på de sidst vedtagne EU regler, der også omfatter Danmark, ikke mindst de sociale regler (dagpengereglerne f.eks.) for EU borgere.

Danmark har sejlet gennem tilværelsen ved hjælp af en del såkaldte velfærdsmodeller, dem skal jeg ikke beskrive nærmere. Kun at vor model er baseret på, at social velfærd ikke kan blive 100 % retfærdig da byrderne ikke er ligeligt fordelte og da den enkelte ikke kan gøres ansvarligt overfor udefra kommende forhold (internationale) der påvirker landet, må staten påtage sig opgaven at være bannerfører for social solidaritet. Det er alt sammen så pænt sagt og formuleret, men det virker ikke som tilsigtet.

Som tidligere omtalt er der flere velfærdsmodeller et land kan anvende, men det er blevet næsten umuligt for et land at indkapsle en favoritmodel (optimalmodel) og kun anvende den fordi globaliseringen, der også indebærer anvendelse af ensartede modeller, medfører krav om tilpasninger. Globaliseringen har sat nye dagsordner og en del kommer fra EU, som et lille land som DK har yderst beskeden indflydelse på. Disse dagsordner sætter ændrede rammer for en nationalstats frihed til at have fuld rådighed/ kontrol med den nationale økonomi, se bare de sidste måneders beslutninger indenfor EU; hjælp til Grækenland, soliditetstests af bankerne og finansieringsselskaberne, godkendelse af budgetter ved EU’s hovedkontor og bestemmelser for konsekvenser, hvis de ikke overholdes.

Dette rejser en række nye spørgsmål og medfører latente konfliktområder, der kræver flere ansatte og tests af nye modeller og så er ruten lagt, flere penge, flere nye ordninger og love, der alle koster EU’s rige medlemmer penge, medens de andre kører på tilskud.

Opgaverne giver arbejde til en funktion, jeg kalder socialøkonomi. Men alt dette er ikke nyt, tværtimod. Fra grovfilen; EU’s top skaber elitearbejdspladser for et hav af akademikere, der via kostbare eksperimenter og teorier implementerer velplacerede dybdebomber i samfundsstrukturen, som de får til at eksplodere med passende intervaller, der medfører kriser, der igen kræver nye tiltag, jo rouletten er i gang og vi kan ikke standse den.

I baggrunden sidder i dag Kina, Indien og Brasilien og trækker på smilebåndene og undrer sig over, at mange vestlige lande med USA i spidsen bruger penge, de ikke har for at betale for ingenting. Kina, f.eks. investerer i stedet for. Kina sidder i dag på 95 % af alle essentielle råvareforsyninger (olie ikke medregnet) for eksempelvis kostbare metaller, der bruges i alle avancerede teknikske produkter (chips og tilsvarende). Hvem er Mr. Smart?

Fra den lidt grovere vinkel; Allerede i 1950erne begyndte en gruppe af danske studerende at modtage træning i et land indenfor jerntæppet (blandt deltagerne var Ritt Bjerregaard). De fik brav støtte af mange kandidater fra Københavns Universitet, der var ledet af den kommunistiske rektor Mogens Fog, og mange af dem blev ansat af socialdemokratiet. Sammen med ekstreme venstreorienterede optrådte de som agitatorer for kommunismen mest indenfor det offentlige samfund, men også på arbejdspladserne.

De agiterede for at befolkningen var bedre tjent med, at staten styrede ikke alene landet, men også den private økonomi og dermed grundlages princippet, der har udviklet landet til et lommepengesamfund, der giver med én hånd, men tager op til 80 % tilbage med den anden.

Vi havde en lang periode med regeringer, der ikke havde forstand på økonomi, men mere på at skabe kriser, der blev kureret med forøgede skatter/afgifter/devaluering, der kort efter førte til nye kriser og så kørte cirkus ” Den professionelle politiker” der intet ved meget om landets reelle hverdag, men alligevel kaldes faget for realpolitik, eller socialøkonomi. Skatter og afgifter er en bagdør til socialisering, der styres ved hjælp af en socialiseringspolitik, som mange ikke forstår meget af. Jo, de fatter godt, når de får mere for mindre indsats, men ikke meget om, hvor pengene til eldorado skal komme fra og vi ser jo tydeligt i disse dage, at det er næsten umuligt at ændre på betingelserne for sociale ydelser, eksempler fra denne sommer er Grækenland og i skrivende stund Frankrig.

Disse to begivenheder omtaler jeg fordi de er relevant dokumentation for de dybe konflikter, der opstår, når samfundets interesserer konflikter med private. Ordet ansvar kan kun sættes i forbindelse med samfund, når det er sidstnævnte, der skal betale, det går ikke den anden vej. Vi har fået begreber som velfærdssamfund, samfundssind, samfundsøkonomi, samfundsstruktur, samfundsborger og samfundshensyn, jo listen er lang.

Problemet er i sin enkelhed, at når samfundet påtager sig disse megatunge byrder i form af, at staten alene vide, hvad der tjener os bedst, så forudsætter det, at ledelsesfunktionerne i etaten besættes af de bedst kvalificerede og dette er bestemt ikke tilfældet. Vi har fået et begreb, der kaldes for ”Over Danmark” og det meget høje skattetryk går til at betale tårnhøje gager til ukvalificerede personer. Mange politikere har kostbare og unødvendige privilegier. Der er i pressen mange eksempler herpå i disse tider. Vi har sikkert også fået et paralellsamfund stærkt præget af værdikampe, herunder den globale. I kampens hede er solide begreber som anstændighed, gensidig respekt og ordentlig opførsel forsvundet.

Og så er det vel på plads at antyde, at den stigende velfærd er ved at kvæle barnet. Danmark er blevet til velfærdsnarkomanernes paradis eller EU’s bedste socialkontor finansieret af hårdt arbejdende borgere, der i princippet er sat tilbage til en ren og skær rolle som skaffedyr. Gad vide hvorfor og hvor længe de vil acceptere denne ulighed?

Dette var en lille rejse til fortiden, som vi ikke kan ændre på og måske bød den også på facetter og forhold, vi ikke var tilfredse med. De såkaldte gyldne 30 år (1940erne til 1960erne) blev afløst af kriserne startende med 70erne. Der er mange årsag til kriserne, nogle har jeg omtalt, men en uomtalt var den manglende evne til at lave en solid plan for, hvorledes den nye samfundsstruktur skulle strikkes sammen. Statens rolle skulle redefineres, dens ansvarsområder ditto og ikke mindst dens ansvar for udviklingen og det er på dette sidste punkt jeg føler, at landet i gennemsnit har haft utrolig dårlige ledere på de vitale områder.

Men det skal medgives, at den danske velfærdsmodel også er i krise, fordi de nationaløkonomiske påvirkninger, som globaliseringen har medført, bidrager til at vanskeliggøre opretholdelsen af tilstrækkelig likviditet, der skal sikre buketten af ydelser, som jeg vil belyse nærmere i næste kapital.

Danmark har et dilemma mere; Indtil 2001 var de fleste af vore statsministre personer, der alle havde en god stilling at vende tilbage til, når deres periode var ovre. Mange kom med en relevant baggrund og erfaring fra de mekanismer, der får et samfund til at fungere.

Fra 2001 får landet en ledelse, der væsentlig består af levebrødspolitikere, de fleste kun med en universitetsuddannelse og erfaring indenfor det offentlige. Det betyder, at de lever i en anden verden end deres vælgere. Majoriteten af dem er rene teknokrater, yderst arrogante og kører højt på bevidstheden om deres magt og indflydelse, rendyrkede jungledyr med lange snabler og fangarme og dybe lommer, som det kaldes herude i Østen.

Vor nuværende CEO, hr. LLR er et utroligt godt eksempel på et rovdyr med lang snabel. For dem, der har lyst, kan alle fakta om hans hensynsløse kamp til magten og hans brug af samme hentes på nettet. Efter at have kuppet sig til sin stilling som amtsborgmester starter han en LLR PR kampagne, der i dag danner forbillede for andre i tilsvarende store stillinger nemlig ved ansættelse af en række spindoktorer. Formålet med kampagnen er udelukkende personlig promotion. Hvem laver den?

(I Københavns kommune er der ansat 102 i ”kommunikationsafdelingen” Wammen har 11 i Århus og ingen af dem er underbetalte. Se bare på Wammen i disse dage, hvor PNR vil placere ham i stolen som afløser for Helle. 11 fuldtidsansatte, f.eks. 1 pr. medie, altså 1 til Twitter, Facebook, YouTube, 3 der skriver læserbreve og blogindlæg etc., KUN for at fortælle den måbende omverden, at Wammen er så fantastisk). Han skal nu markedsføres som en ny Svend Auken, der også kom fra Aarhus, hvor fagbevægelsen hjernevaskede og styrede ham.

Som mester, så hans svende”, hedder et godt gammelt ordsprog. Så ingen kan undre sig over det enorme forbrug af offentlige midler, som LLR er iskold overfor. Manglende konsekvenser for utidig opførsel og misbrug af skattekroner er en af årsagerne til, at den danske velfærdsstat er i krise. For hvem fortæller en ældre pensionist, at denne nu selv skal betale for hjemmehjælp, for kassen er ved at være tom, på samme tid som LLR og hans grådige drabanter tilsammen overforbruger samme beløb på rejser, middage og fadbamser, som hjemmehjælpen koster? Forklaringsproblem?

Spørg hans spindoktor. Han og de andre præsenterer de danske borgere for illusioner og tryllenumre, budgetmanipulationer og den såkaldte realpolitik er erstattet af begrebet “ politiske kannibalisme” og et power game, der vil noget. Det drejer sig i dag kun om at have magten, for den er lig med kontrol.

Så hvem kan se virkeligheden i velfærd? Hvem protesterer mod, at de mest vigtige poster besættes af nybagte kandidater, der efter at have studeret statsvidenskab og uden nogen form for praktisk erfaring end den, at samfundet har betalt i dyre domme for deres uddannelse?

Deres holdning er præget af ligegyldighed overfor det samfund, hvis interesserer de bør varetage, de er egotrippere og bidrager til den sygdom, Danmark lider hårdt under, nemlig flertallets tyranni.

At mine opfattelser, der heldigvis viser sig at være delt med mange, ikke er helt ved siden af dokumenteres ved den sidst offentliggjorte rapport fra vismændene den 25. oktober 2010;

1. Vismændenes kritik af VK-regeringens genopretningsaftale for dansk økonomi og finanspolitik er uhørt skarp.

2. I den nye rapport fra vismændene vurderes det, at de offentlige udgifter i år vokser med 1,8 pct. og dermed bliver ca. 8 mia. større i 2010 end antaget i regeringens egne beregninger.

3. Udgifterne er dermed aktuelt næsten 40 mia. kroner højere end 2015-planens målsætning om, at udgifterne til offentligt forbrug højst må udgøre 26,5 pct. af strukturelt BNP i 2015.

At der i år ventes en overskridelse på 8 mia. kr. betyder, at de offentlige udgifters andel af BNP stiger til 28,5 pct. af bruttonationalproduktet i 2010. “Dette bidrager kraftigt til, at den aktuelle finanspolitik vurderes at være klart uholdbar,” skriver vismændene og fortsætter: “Strukturreformer og en forhøjelse af skattetrykket vil kunne finansiere en given ubalance, men vil ikke kunne dække en ubalance, der til stadighed øges som følge af fortsatte stigninger i udgiftsandelen.

8 milliarder svarer til 28.780 fuldtidsarbejdende personers årsindtægt. Kan nogen nu fortælle mig, hvorfor landets CEO har en hær af socialøkonomer/nationaløkonomer ansat, der laver den ene regnefejl efter den anden? Hver dag gives der eksempler på, hvor uduelige og ineffektive landets chefer er, borgerne betaler og er lykkelige, her den 31. oktober er næste løncheck i banken, så vi igen kan købe mere af de ting, vi ikke har brug for og som smides væk inden jul, for der skal jo være plads i skabet til flere unødvendigheder og så kommer jo udsalget i januar 2011, jo Løkkes Lykkeland stortrives.

I tidligere artikler har jeg påpeget, at Danmark er på vej til at udvikle sig til et forbrugersamfund og hovedleverandør af majoriteten af konsumentvarer er Kina. Den største fabrik, Danmark har, er velfærdsstaten og den er en tabervirksomhed, hvis den ikke var holdt oven vande af politiske grunde, var den for længst erklæret konkurs. Det er deprimerende at tænke på, at vi ikke skal mange år tilbage i tiden, da oraklet på bjerget udtalte, ”Danmark er på vej til en rigdom, der vil sætte os i stand til at købe stort set alt, hvad vi peger på”. På få år er landet på vej ud over skrænten med rekordstort underskud, med verdens (sandsynligvis) højeste skattetryk og på vej til Joachim von And for at skaffe flere kassekreditter med vore børnebørns fremtid som pant. Jo lykkehjulet drejer.

Jeg kan godt forstå, at LLR ser bekymret ud. Han er i et dilemma, han tør ikke tage konsekvensen af den situation, der er opstået fordi landets borgere er blevet trukket rundt i manegen og frataget ansvaret for deres egne beslutninger. På samme tid en intensiveret uddeling af større og større gaver mod mindre og mindre produktion og reduceret samfundssind. Beslutningen Lars er nem; LUK taberfabrikken.

Lidt omskrevet af mig, original tekst fra Goethe; ” Politik er en kunst, som det er nødvendigt at kunne beherske for at kunne komme til magten ved at manipulere med sandheden, der som bekendt kun er noget foreliggende, men den er først og fremmest noget, der udvikler sig”.

Mange af mine kommentarer og opfattelser baseres på dokumentation, som jeg bl.a. henter fra mit minibibliotek, der desværre ikke er så omfattende, som jeg kunne ønske. Men jeg har da en af verdens bedste lærebøger om nationaløkonomi, skrevet af Adam Smith. Han var ikke alene en stor filosof, men også interesseret i nationaløkonomi og skrev blandt andre værker denne; Causes of Wealth of Nations, der er på 1205 sider, men jeg læser ofte et kapitel eller to, uagtet at AS levede fra 1723 til 1790. Hans bog er ret spændende og bygger på logik og sammenhængen mellem godt og ondt for dengang Skotlands borgere.

I forbindelse med at jeg skriver denne miniserie tog jeg fat i ham igen. Er det ikke en god tanke, at han allerede dengang producerede denne økonomisk teori; Et frit marked baseret/styret på lovene om udbud og efterspørgsel vil i det lange forløb føre til forøget velstand for samfundet. Staten skal blande sig så lidt som overhovedet muligt, så den private foretagsomhed kan få frit løb og skabe produktion, hvorved der tjenes penge til velfærd?

Ganske vist vil der opstå ulighed i samfundet og dermed forskelle i indkomst, men set over en periode vil samfundet vokse til gavn for alle.

Nu taler vi i 2010 om lighedsfordeling, der sker uden moralsk ansvar. Flertallet insisterer på dets ”demokratiske ret” uden at tænke på, om samfundet moralsk set har ret til at inddrive de midler og resurser, en uretfærdig omfordeling kræver. Vi har altså ikke et retfærdigt liberalt samfund, selvom nogle af vore politikere hævder, at dette er tilfældet.

Vi har nok nærmere en ”social/liberal” struktur, hvor staten ser det som en opgave at opfinde en serie af rettigheder, der skal honoreres uden tilsvarende forpligtelser og medansvar.