VELKOMMEN TIL DEL III

En miniserie om velfærdsstatens problemer

Da jeg begyndte på denne lille serie om de problemer den danske velfærdsmodel deler med andre europæiske lande, var det min plan at gå en del i dybden og på samme tid skabe tilstrækkelig bredde til at sikre et fornuftigt perspektiv i sammenhængen. Det er en velkendt metode i virksomhedsledelse/marketing. (Brede og eller dybe markedssegmenter). Men ærligt talt, jeg er kommet til den overbevisning at jeg, om jeg så må sige, med reference til en bestemt begivenhed i Præstø Fængsel mange år tilbage; ” Dette er Guds spildte ord på Balle Lars” forskertser både  tid og krudt.

Dermed mener jeg hverken på eller for mine for trofaste læsere gennem flere år, eller taler nedladende til/om vor statsminister. Det er i dag spild af tid og spalteplads at opridse de scenarier Danmark har anbragt sig i. Det forekommer mig, at 90 % af landets befolkning er revnende ligeglade, så længe de bare kan indkassere og de 10 %, der kan læse skriften på væggen spørger mig alle; ” Ole, hvad kan vi gøre?” eller de skriver til mig, at hvis de får chancen vil de forlade landet. En af de mest rammende kommentarer, jeg har modtaget i november er denne; ”Der er jo intet nyt i det Ole skriver, selvom han skriver virkelig godt” og det er sørme så rigtigt udtrykt. Gammel vin på nye flasker er ikke sagen.

Jeg er meget glad for de mange andre kommentarer jeg har fået; de fleste krydret med eksempler på den omsiggribende opgivende holdning til forsøg på at påvirke udviklingen i den bedre retning, men flertallets tyranni har fået overtaget og uagtet at jeg sporer en vilje, er den præget af en frygt for repressalier af enten den ene eller anden art. Det er nemmere for mig herude at sende mine kommentarer til diverse media, myndighederne kan højst standse min fyrstelige folkepension, men hjemme i de mindre kommuner skal man tilsyneladende være nervøs.

Min oprindelige tanke var at gå meget i dybden med de 3 nye lovkomplekser, der har erstattet bistandsloven (i 1999), og jeg har alle 574 sider af finanslovforslaget i min computer, men det vil jo i princippet blot føre til at komme med en betydelig del eksempler på, hvorledes de smarte med rettighedskataloget i venstre hånd og den højre placeret på det for fædrelandet bankende hjerte hensynsløst udnytter alle love og smutveje for at få andre til at betale for egne behov og desværre sker det ofte i ”samarbejde” med socioassistenter, hvoraf mange gør det under pres fra kunderne, der kræver deres ret og ofte på en meget trist facon, f.eks. en der ligger tæt på trusler eller løfter om andre repressalier. Finanslovsforslaget for 2011, der nu er vedtaget, indeholder nemlig alle de tal og lovtekster/anmærkninger, der skal til og kræver nærlæsning for tilnærmelsesvis at kunne sikre sig et fornuftigt overblik over, for hvilke INAKTIVITETER Danmark i skrivende stund låner 9 millioner i timen for at finansiere verdens bedste velfærdsmodel. Og LLR bruger 12.500 DKK pr. nat for hotel, jo der er stil over det.

Men vi er lidt efter USA, der i år låner 0.37 USD for hver 1 USD det giver ud. Pengene lånes som I ved i Kina.

Jeg kunne starte med at remse op, hvad jeg kan finde af sager, som de fleste danskere ikke er bekendt med. En tyrkisk familie på 5, der aldrig har lavet en dags arbejde og hvor faderen i 24 år har været næsten hele systemet igennem, ikke mindst afprøvet stort set enhver form for sundhedsydelser og konen arbejder heller ikke, så hvem tør regne på, hvor meget de har kostet de hårdt plagede skatteborgere gennem 24 år inklusive deres 3 børn? Eller afsatte midler i finanslovsforslaget til en undersøgelse af, om atmosfæren i fritids- og ungdomsklubber er ”indholdsrig og meningsfyldt for deltagere og ansatte”.

Jeg gentager her sagen om en kriminel ”adfærdsvanskelig”, der koster 700.000 pr. måned i udgifter for samfundet.

I går talte jeg med min lillesøster. Sammen med sin mand har hun slidt sig op, hun som sygehjælper, han som selvstændig i mange år med et stilladsselskab, begge fysisk krævende job. Hendes beskrivelse af, hvorledes de bliver behandlet af det samfund, som de begge har arbejdet for og betalt megasummer i person- og selskabsskat til, er en oplevelse, der i den grad har bekræftet, at der er noget, der er rivende galt. I dag, hvor dette skrives kan der endnu en gang læses i pressen, at staten har betalt en meget stor sum, 10 millioner, til et engelsk rådgivningsfirma og som jeg har opfattet det med beskeden dokumentation for den ene million. Det er ikke alene dette forhold, der chokerer mig, det er disse; hvorfor pokker skal den danske stat betale et engelsk firma for råd om forholdene for implementeringen af bankpakken, når staten råder over et ocean af kvalificerede økonomer?

Og hvordan kan den person, der har godkendt betalingen tillade sig at anføre, at det pågældende engelske selskab må anses for troværdigt og ikke ville drømme om at sende en så stor regning uden solid dokumentation, hvis den ikke kan stå inde for beløbet. Det er muligt, at denne administrationsdirektør, som er hans titel, har ret, men det er da at stikke en rød klud i manegen i denne tid, hvor der er fokus på sager af denne karakter, samtidig med at klokkerne for besparelser ringer højt. Ministeriet skriver: ”Økonomi- og Erhvervsministeriet finder det ikke unormalt at udbetale over en million kroner til det britiske rådgivningsfirma Rotschild uden at se et eneste bilag”.

Men jeg er ikke forbavset mere, jeg kan jo se, hvilken vej vinden blæser, læs denne reference; ”Vi er ekstremt stolte af velfærdsstaten, og det er med god grund, selv om vi godt kan finde enkeltområder, hvor ydelserne er mere generøse i andre lande,« siger velfærdsforsker professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet”.

Det er fandme også for dårligt at andre lande har mere generøse ydelser, hvad bilder de sig ind? Her i Danmark er vi verdensmestre i disciplinen at betale mere for mindre, kom ikke og tag guldmedaljen fra os!

Vi er verdens førende samfund i Rettighedsstyret Nationaløkonomi. For dem, der har mere end basal viden om begrebet, kendes det også under betegnelsen Adfærdsregulerende Nationaløkonomisk Politik Det er holdningen hos en person, der er ansat og betalt af staten til at uddanne de unge til ansvarlige samfundsborgere, behøver jeg at skrive mere?

Jeg håber sandelig, at han er ene om dette, men jeg kan da godt røbe, at jeg aldrig ansatte en medarbejder, der havde fået sin uddannelse på det omtalte universitet, der er berygtet for sine stærkt venstreorienterede holdninger. Jeg vil muligvis senere kommentere mine praktiske erfaringer med de synspunkter offentlige ansatte anlægger, når hårdt tjente skattekroner skal udbetales.

Men naturligvis er jeg bange for, at jeg ikke ser det hele i de rigtige perspektiver, den sande kombination i kalejdoskopet. Disse trivielle eksempler om den måde, skatteindtægterne formidles på; det tager flere måneder at undersøge, hvordan det er muligt for en studentermedhjælper i Københavns Kommune at fjerne mere end 700.000 kroner fra kassen, på trods af millioninvesteringer i IT værktøjer, men jeg kan godt forstå at dette må vige pladsen for det faktum, at et socialt medie som Facebook nu tilsyneladende har en markedsværdi i klasse med Novo og Mærsk. Jeg vil ikke sige, at verden er gået af lave, for så har jeg klassificeret mig selv som en sur, bitter og gammel mand, men jeg kan da vist godt anføre, at verden har forandret sig, når en andenrangs aktivitet af meget tvivlsom karakter, placeres på samme hold som respekterede selskaber i elitekategorien.

Argumentet om at bruge de rigtige perspektiver skal ses med baggrund i min trivielle baggrund som leder af selskaber i Danmark og udenfor. Der sammenlignes på resultater, ok mest i form af penge og sammenlignet med en given periode sidste år og ikke mindst mod de budgetterede forventninger. Den danske regering har gennem de sidste år opstillet drømmescenarier; Danmark skal placere sig som en af verdens stærkeste økonomier, alle indbyggerne skal være veluddannede, økonomisk særdeles velfunderede og ikke mindst være mega sunde og leve et langt liv i overhalingsbanen, hvor benzinen er superforbrug.

Drømmen kan kun leves under forudsætning af, at borgerne overlader styringen af alle de mekanismer, der skal anvendes på turen til drømmeland, til Den Kompetente og Ansvarsfulde Danske Regering, for den ved alt og har styr på sagerne. Den kender hemmeligheden bag det lille finansielle trick; hvordan man bliver rigere ved at låne flere penge, Sesam luk op!

MIN METODIK

Det var indgangsbønnen, her er så mine 4 stoleben, der skal bære mine observationer gennem de næste sider.

Ronald Reagan;

“The real destroyer of the liberties of the people is he who spreads among them bounties, donations and benefits.”

Hvis jeg ikke husker galt, er dette et citat fra en af hans taler fra 60erne, en tale, der er gået over i historien som en af hans bedste og han skrev mange fremragende. Han blev opfattet som måske det største amerikanske konservative Ikon, hans 8 år ved roret som USA’s præsident repræsenterede en periode markeret af fremgang, der i høj grad var baseret på indførelsen af nye politiske opfattelser, finansielle instrumenter, der sikrede fremgang og holdt Inflationen i skak. Det er min opfattelse, at han havde betydelig intellektuel formåen, som først er blevet tydelig efter hans bortgang og vurdering af hans bibliotek med alle hans tanker og taler.

Han blev desværre ofte betragtet som en skuespiller, der lærte sine roller udenad. Men sandheden er, at han var uddannet som nationaløkonom, og han havde en utrolig forståelse for, hvorledes den komplicerede amerikanske statsstruktur var skruet sammen og hvorledes de fleste problemer skulle løses. Han brugte Milton Friedman som økonomisk rådgiver.

Ayn Rand;

Hendes måske bedste bog ”Atlas skælvede” er i dag mere aktuel nogensinde. Alle burde tvinges til at læse den. Hun var en begavelse, forfatter, filosof og samfundsdebattør. Hun var tilhænger af kapitalisme, af private initiativer og et samfund med et minimum af statskontrol, som hun hadede af et godt hjerte, da hun var født i Rusland. Hun er stifter af den filosofiske retning objektivisme. Jeg begyndte at læse hende, da jeg var 16, men havde ikke den fornødne baggrund for at kunne indse konsekvenserne af hendes tankegang, det kom først senere men tidsnok. Jeg citerer fra hende;

”Min filosofi, i sin essens, er konceptet af mennesket som heroisk skabning, med egen lykke som moralsk formål med livet, med produktiv skabelse som dets mest noble aktivitet, og fornuft som det eneste absolutte.

” I am not primarily an advocate of capitalism, but of egoism; and I am not primarily an advocate of egoism, but of reason. If one recognizes the supremacy of reason and applies it consistently, all the rest follows.” “The man at the top of the intellectual pyramid contributes the most to all those below him, but gets nothing except his material payment, receiving no intellectual bonus from others to add to the value of his time. The man at the bottom who, left to himself, would starve in his hopeless ineptitude, contributes nothing to those above him, but receives the bonus of all their brains. Such is the nature of the competition between the strong and the weak of the intellect. Such is the pattern of ‘exploitation’ for which you have damned the strong.”

Citatet er fra hendes sublime værk “ Og verden skælvede” Hovedpersonen John Galt. Læs hende, I vil blive belønnet i et omfang I ikke kan forestille jer. Til slut en af hendes mest vanskelige holdninger at acceptere;

” Jeg lover aldrig at leve for et andet menneskes skyld og jeg vil aldrig bede nogen leve for min skyld”.

Egoismen var drivkraften.

Max Weber;

Metoder for og metodologiske spørgsmål om samfundsstrukturen som videnskabelige instrumenter, hjælpemidler. Observationer, klassifikationer, forklaringer/argumenter samt bevisførelser, et meget omfattende emne, som jeg slet ikke er tilstrækkeligt bekendt med, desværre min viden er ikke på det krævede niveau, jeg er kun en nysgerrig amatør. Jeg ved godt, han skal studeres i tæt sammenhæng med Emile Durkheim, men det gør bare emnet mere spændende.

Milton Friedman;

Amerikansk økonomi ikon, stærk på teorier om forbrugeradfærd og såkaldt ”stabiliseringsøkonomi”. Hans model for fri markedsøkonomi og hans meget tidlige visioner om de globale sammenhænge husker jeg som hans ”blyantsshow”, hvor han på skærmen ruller en blyant mellem sine fingre og forklarer, at træet kommer fra Brasilien, granit fra et andet sted på kloden og tilsvarende for den endelige produktion i et 3 land, simpelt og korrekt forklaret.

Det er sandsynligt at min fremadskridende proces mod mit velfortjente otium medfører en stædig fastholden i et regelsæt fra erfaringer, ofte dyrt betalte. Men det er jo tankevækkende at når talen falder på essentielle problemstillinger, at de altid har været til stede bare under en anden form eller skikkelse og at løsningsmodellerne var der sandelig også var med i billedet.

Jo, jeg er til genbrug, hvorfor ikke standse op et øjeblik, finde tilsvarende scenarier fra ”way back” og se på, hvorledes de blev løst. Der er i princippet, som tidligere skrevet, ikke meget nyt under solen og det er min lærdom, at de fleste nationaløkonomiske kriser bevæger sig i et mønster, der gentager sig med mellemrum, hvis frekvens er knyttet til problemets karakteristika. Her er bare en model med få angivelser, altså ikke den korrekte model.

BILLEDE I MIN FORESTILLINGSVERDEN

Jeg vil tage udgangspunktet for mine kommentarer i den proces, der er ideen bag et samlebånd. På en bilfabrik kører båndet således; Punkt nul er det tomt, men det bevæger sig fremad og undervejs placeres alle enhederne, der tilsammen ender med at udgøre den færdige model, sikkert startende med chassiset. Når båndet er ved slutpunktet er modellen klar til at rulle af båndet og begive sig ud i verden og derefter er bil og ejer ”on their own”, som det hedder. Der er altså forskellige modeller, men en proces pr. model og sikkert flere samlebånd, der kører på samme tid.

Jeg forestiller mig så et bånd, der anvendes i uddannelses- konstruktionsfabrikken Danmark, som vi placeres på fra det sekund, vi ser dagens lys til den dag vi er færdiguddannede og klar til at deltage i kapløbet om guldet eller dansen om guldkalven.

1. SAMLEBÅNDET, der kører 24/7 og aldrig holder pause, for tiden er motoren.

2. ANDRE FAKTORER; Miljø, sociale strukturer, religion, fritidsinteresser, venskaber, kunst, litteratur, musik med mere

3. Alle media: sociale netværk, IT, Facebook, Twitter, YouTube, Google PLUS alle de andre.

Er dette så det endelige resultat af velfærdssamfundets produktion af ansvarlige og samfundsbevidste borgere, der snart får det overordene ansvar for Danmarks fremtid?

Da jeg var hjemme denne sommer, fik jeg lejlighed til at drøfte emnet i en lille studiegruppe, som Benjamin er medlem af på Aarhus Universitet. Det var ret interessant for mig at få en vurdering, om end på et spinkelt grundlag om deres holdninger til deres studier (lingvistik) deres vurdering af fremtiden og ikke mindst om hvilke faktorer, der havde haft størst påvirkning på deres karakterdannelse indtil nu. OK jeg er inde på mentalitetsbegrebet, som jeg går ud fra læserne er bekendte med (de mange faktorer, der indgår i ligningen).

Det var tydeligt, at der var fokus på forældre og skole og dem, jeg talte med, kom stort set fra den rigtige del af Danmark, nemlig det vestlige/nordlige Jylland. Den gode karakter dannet via påvirkninger fra de rigtige kanaler. Jeg behøver ikke at komme ind på resultatet af en færdigudviklet ”samfundsbidrager” påvirket af en majoritet af negative faktorer. Flertallet udgøres i dag af en generation, vi selv har ødelagt, for hvem rettigheder er det centrale omdrejningspunkt uden forpligtelser, der er ingen samfundskontrakt.

Ved samtalerne i Aarhus var det tydeligt, at mange unge har forventninger om, at når deres uddannelse er afsluttet, står der et job klart til dem i form af undervisning og forskning til en løn på mindst 50.000 pr. måned. De fleste af dem har en yderst beskeden indsigt i samfundsøkonomien og dens betydning for, hvorvidt deres drømme kan opfyldes.

Dette er billedet på en meget trist oplevelse fra lille Danmark. I kender alle omtalen af den russiske hjerneforsker for hvem det er lykkedes i den hellige forsknings navn at føre en ret forkælet tilværelse tilsyneladende for private midler, stillet til rådighed for et Københavnsk forskningscenter, men beregnet til forskning. ”Forskerfupsagen”

Hvem kan bebrejde de unge, der tror at denne tilværelse venter dem, når der er flyvefærdige? Som en konklusion på mange samtaler med unge er det min opfattelse, at der ikke er noget galt med råmaterialerne, det er under produktionen fejlene opstår.

TYSKLAND

Før jeg tog til Europa havde jeg sat mig for at søge at finde ud af, hvordan det er lykkedes for vor nære nabo at komme så hurtigt tilbage efter nedsmeltningen i 2008. Jeg har et rimeligt netværk i Tyskland og var der 3 gange her i 2010. Det vil være for omfattende at komme ind på alle årsager, som jeg ser dem. Men jeg kunne jo passende starte med at beskrive, hvorledes den daværende ”delstat” Preusen ryddede op i sin struktur og indførte orden, disciplin og retfærdighed i lovgivningen.

Da jeg blev officer var min hovedopgave et studium af den tyske mentalitet efter Hitler havde overtaget magten. Mange år senere fik jeg arbejdsopgaver i Tyskland, min far boede der i 35 år, så jeg kender landet og dets befolkningstyper ret godt. Meget summarisk sat op. Mine betragtninger er for et kvalificeret gennemsnit; ORDEN, tyskerne elsker orden og arbejder bedst efter tilrettelagte planer og metoder, der har til formål at sikre optimal udnyttelse af en proces (uagtet hvilken). Derfor er den effektive arbejdstid i Tyskland noget mindre end i andre EU lande, de er effektive.

Der spildes ikke megen tid på ligegyldige samtaler. Deres sociale struktur er også anderledes end den, vi har i DK, der er en betydelig hakkeorden, men for det meste i dag baseret på respekt ikke på frygt. Deres Regler og respekt for samme har en meget stor indflydelse og deres validitet kan ikke debatteres. Der er møde- og arbejdsdisciplin og der en udpræget vertikal kommunikation. Men det skal tilføjes, at der er meget stor forskel på de respektive regioner i Tyskland og den nye generation har naturligvis helt andre holdninger.

Men Max Webers karakteristik af det moderne kapitalistiske samfund baserer sig jo i høj grad på rationelle processer præget af effektivitet og fornuft, men munder ofte ud i negative sociale relationer. Og den passer stadig lidt på den Tyske Velfærdsmodel, der ikke er analog med den Danske.

Uanset om vi vil erkende fakta eller gemme dem under gulvtæppet så er forskellen på dansk og tysk mentalitet afgørende, når vi taler om samfundsmodellen. Jeg ser her i Thailand en del tysk TV, 2 til 3 timer hver dag/nat. Det er alsidigt og utroligt orienterende. Niveau er flere stjerner over det, jeg oplever i Danmark, langt mere sagligt og dybdeborende. Ikke navlebeskuende, men med fokus på realiteter og om, hvordan samfundet som helhed kommer frem i den nye verden. Deres måde at løse integrationsproblematikken på, er sømileskridt foran os.

Som Europa eller EU er skruet sammen på nu, er det en kendsgerning, at det igen er Tyskland, der er det trækkende lokomotiv for økonomien og hermed mener jeg, at det samlede resultat af den tyske uddannelsesfabrik langt overstiger den danske. Men der er en pris, naturligvis og den nye generation vil ikke være med til at betale den, en situation, der er ret alvorlig for landet.

Jeg har fornylig haft mulighed for at tale dette emne igennem med en tysk ven, der har en fremtrædende stilling i politiet. Det gav mulighed for at komme indgående rundt i emnet, der er mere nuanceret end det billede, jeg her har fremmalet, men det kan vi måske komme nærmere ind på en anden god gang.

Den kedelige trædemølle

Da jeg ikke vil trætte jer unødigt afslutter dette kapitel med en lille opsummering om udviklingen i den såkaldte velfærdsstat også kendt som puslingelandet nord for Alperne. I 1960erne havde Danmark en høj arbejdsdisciplin, der koblet sammen med de daværende højkonjunkturer muliggjorde en betydelig økonomisk vækst, der på samme tid førte til kortere arbejdstid og mere velfærd. En vigtig bidragsyder hertil var det private forbrug, der steg med mere end inflationen, det giver vækst.Men der var en alvorlig hage ved fremgangen, den var uden klare mål og nødvendig langtidsplanlægning.

Vi manglede et sæt af økonomi-styringsværktøjer, der skulle sikre fornuftig udvikling baseret på gennemtænkte alternativer og også, at landet ikke skulle falde i den forkerte grøft fyldt med kedelige virkninger, f.eks. en høj inflation, stigende gæld til udlandet og muligvis højere arbejdsløshed.

Det har efter min opfattelse været særdeles vanskeligt at sikre en fornuftig debat om en sådan politik. Vi ved jo alle, at det først var socialdemokratiet, der sikrede sig stemmer og førertrøjen ved at lade den offentlige sektor vokse. Den nuværende VKO synes ikke at have gjort noget for at ændre denne politik, ønsket om at forblive ved magten overstiger ansvaret for landets selvstændige fremtid. I de sidste mange år er antallet af offentlige ansatte vokset og tilsvarende er antal og beløb for overførselsesoverenskomster.

Resultatet er at egenskaber som flid, dygtighed og initiavtivrigdom er reduceret til fordel for en tiltagende ”forståelse” for alle, der er potentielle klienter i Danmarks største fabrik for ugidelige, der i det hellige navn af retfærdig fordeling af samfundsgoderne kører på de luxe klasse og forkæles i hoved og bagdel.

Der synes ikke at være kræfter, der er stærke nok til at påvirke balancen mellem de to store sektorer; den offentlige sektor og så slaverne i det private erhvervsliv. Den altfor dyre og tunge velfærdsmodel medfører stigende konkurrence vanskeligheder med det resultat, at et tiltagende antal arbejdspladser flyttes til f.eks. Asien.

Jeg ser det endelige resultat som værende tæt på en nedbrydning af den sunde moral. At et stigende antal giver op og taber deres holdepunkter for en værdig og fornuftig tilværelse. Den hurtige udvikling har medført et skred i samfundsnormerne, eller værdierne om I vil og der er ikke opstået nye og bedre, der erstatter dem, der er gledet bort i sandet.

Vi har ikke i dag, som jeg opfatter tingene på afstand, en stærk national sammenhængskraft, det er blevet MIG og MIG kendt som SELFisme og ermed alles kamp mod alle. Men der er forhold af langt større betydning, som jeg vil søge at illustrere i en kommende artikel.

Danmark er nemlig i langt højere grad end antaget meget afhængig af stærke forhold udefra både indenfor EU og globalt, vi er i den forstand et lilleputhold i den nederste divison. Tak for jeres tålmodighed, den er godt afprøvet så med næste artikel standser jeg mine angreb på den politik, mit fædrene land søger at gennemføre, hvilket er nemmere skrevet her end gjort, det ved jeg godt.

Mange venlige hilsner

Ole/ CHON BURI 7. december 2010