Thailand; kongeriget dygtigt markedsført som “smilets land”.

Baseret på nu snart 22 års daglig tilværelse i dette kongerige – der er betydeligt anderledes skruet sammen end mit fædrene land Danmark – giver jeg udtryk for mine oplevelser, opfattelser, betragtninger og konklusioner i form af essays og artikelserier, som er opdelt i nedenstående emner. De er ikke alle rosenrøde og dækker derfor ikke af de billeder af “det smilende land”, de er realistiske og baserer sig på et indgående kendskab erhvervet gennem de mange år, som jeg har delt med min hustru Nitta, der byder læserne velkommen. 

Jeg skal tilbage til sommeren 1970, hvor jeg besøgte Thailand første gang. Gennem 70erne og 80erne besøgte  jeg “landet med de mange smil” adskillige gange, de fleste ophold af forretningsmæssig karakter og via rejser til andre lande i regionen, fik jeg rig mulighed for at sammenligne udviklingen, specielt mellem Singapore, Malaysia og Thailand og må desværre indrømme, at Thailand har fået den sidste plads i toget, der hedder udvikling. Fra november 1996 har jeg haft permanent bopæl her. Men forinden skal jeg påpege, at min hustru, der er Thai/kinesisk, er en værdifuld sparringspartner i hede debatter om hendes kongerige, men hun deler de fleste af mine fremførte argumenter og illustrerer dem således:

Da landet blev skabt, kørte “iværksætterens håndlanger i himlen” hen over landet og han medbragte 2 poser, hvis indhold han skulle sprede over landet. Den første indeholdt kun gode produkter, der gør Thailand til et eldorado af naturens rigdomme af de nødvendige ressourcer, der sikrer indbyggerne en fornuftig tilværelse. Men da han var færdig med denne pose, fik han at vide, at der skulle være balance i sagerne, så han blev bedt om at tømme  og sprede indholdet af den anden pose, der indeholdt en hel befolkning af “bad persons” og dermed var balancen sikret.

Uden yderligere at prøve på at klassificere samfundets lagkagedeling kan jeg dog roligt anføre, at siden dette Kongerige så dagens lys, har magteliten opretholdt sin base ved systematisk at forhindre undersåtterne i at uddanne sig og dermed blande sig i landets vigtigste områder; politik, religion, samfundsordenen og levevis. Eliten tager sig af alle juridiske og administrative værktøjer og opretholder et lovkompleks, der straffer alle, der på mindste måde tager sig den frihed at blande sig. Den manglende uddannelse kan med en akademisk vending betegnes som “total mangel på kognitiv rationalitet”, ikke ensbetydende med, at Thais er dumme, men deres hjerner er hæmmet af mangel på stimulans, et resultat af deres undertrykkelse.

Officielt betyder THAILAND, landet beboet af frie folk, men det er en kæmpejoke. Thais sidder indespærret i deres eget fængsel og friheder, som at søge at indføre en rimelig balance i hakkeordenen, f.eks. at have ret til at ytre sig og samles om fælles anliggender, er ikkeeksisterende. Den omtalte undertrykkelse sker i form af de to store elementer, der udgør en kontrolbase; myterne om kongehuset og myterne om Buddha, der i Thailand markedsføres som Buddhisme, men som i virkeligheden er en omskrevet version “Thai Buddhisme”, der kun har ordet Buddha til fælles. Resten er et sammensurium af folkesagn, overtro og myter tilsat passende doser af gudebilleder fra så mange andre religioner som muligt.

I maj 2014 oplevede Thailand sit militære kup nummer 11 siden 1945, hvis formål ikke overraskende var at fjerne den regering, som den tidligere premierminister Thaksin fjernstyrede fra sit eksil. Den var ledet af hans søster Yingluck Thaksin. Regnestykket er endnu ikke (nu primo 2015) gjort endeligt op, men denne families adfærd har kostet landet milliarder i USD i form af korruption af hidtil uset omfang og flere gange kastet Thailand ud i dybe politiske kriser. Det er hævet over al tvivl, at kuppet var den bedste løsning for kongeriget, men der er slagsider ved et militært kup. Een af dem er 100 % kontrol over alle former for kommunikation og dermed stort set alle media. 

Grundet de nye magthaveres indførelse af censur, har jeg måttet fjerne min gamle blog, der indeholdt elementer, der kan opfattes som særdeles kritiske overfor landets ledelse. Ligeledes har jeg fjernet 2 serier, der beskriver landets sociale og kulturelle struktur, der var ude i Cyberspace som E-bøger. Det er trist at konstatere, at tidligere tilstande, hvor en Farang som jeg kunne debattere med f.eks. et medie som Bangkok Post, nu er erstattet af forbud. I en årrække kunne jeg frit udtrykke mig frit, men respektfuldt, og havde en særdeles god kontakt med redaktionen. Det er også beskæmmende at konstatere, at mange Thais lever med at være bange for at give udtryk for deres sande mening om forholdene i landet.

Så nedenstående bidrag skulle ikke kunne medføre skader på hverken sjæl eller legeme. Jeg har dog valgt at bevare min ironiske skrivestil for ikke helt at gøre mig til luder for “Ham oppe på Regnbuen”.

Politik

Efter at have fulgt godt med i det teater, der repræsenterer det politiske landskab, er jeg kommet til den konklusion, at landets mange politikere – som en generel betragtning – var en samling nyttige idioter, der i bedste fald kan beskrives som dilettanter. Denne opfattelse blev støttet af mange udenlandske tilskuere. 

Læserne vil allerede her opdage at jeg skriver i datid, for i maj 2014 blev hele det daværende politiske system smidt på porten af en militærjunta, der overtog magten i Thailand og det var på mange områder en særdeles god begivenhed set ud fra et valg, der var begrænset til pest eller kolera.

Udadtil havde landet et tilpasset “Thai-Demokrati”, der ikke på nogen punkter svarede til de begreber, som vestlige demokratier forbinder med denne styreform. Vi forstår ikke og får aldrig tilstrækkelig indsigt i dette komplicerede landskab af thailandsk politik alene af den grund, at Thais heller ikke selv har den fjerneste ide om begrebet. Herudover er det min påstand, at de heller ikke forstår sig selv.

Den nye militærjunta har, med sine mange planer om reformer, placeret landet på en ø, hvis hovedbestanddel er kviksand. To kræfter prøver at hive i hver sin retning, den ene kender vi, den anden er landets samlede erhvervsliv, der nu skal finde en ny platform at operere fra; Denne personkreds har på mange måder indtil nu, haft betydelig indflydelse på landets politik, der kun har gavnet egne interesser og negligeret nationens.

Det kontrolapparat, der har styret Thailand siden “demokratiets” indførelse i 1932, kaldes for “den tredje hånd” og består af en håndfuld mænd, der repræsenterer kongehuset og landets finanser fordelt på meget få hænder, der aldrig nogensinde vil slippe taget. Deres formuer er langt større end dem, vi kan læse fra diverse internationale finansmagasiner, hvis de blev transparante ville det rykke gevaldigt i den nuværende publicerede rangorden f.eks. fra Forbes. I denne forbindelse skal jeg mind læserne om, at mere end 60 % af landets samledes økonomi er baseret på ulovligheder, der repræsenterer et samlet cash-flow, hvis omfang danskere ikke kan forestille sig. 

Samfundsmodel

Den thailandske samfundsstruktur er baseret på tre grundlæggende principper; Den Royale Institution, Buddhismen samt Nationen. Et markant og trist karaktertræk er den store forskel på rig og fattig. 20 % af landets rigeste tegner sig for 60 % af landets rigdom og de fattigste 20 % deler 4 %. Alle kan forstå, at denne ulighed i sig selv bærer kimen til en problemstilling, der er kompliceret og da løsningen ligger i problemet har den meget lange udsigter. Forskellen på de to grupper er næsten 15 gange, en af de største i Asien. Den kontrollerende elite har ingen troværdige planer om at introducere en bedre uddannelse for de lavere sociale klasser, en holdning der efter min opfattelse kan back-fire.

I denne forbindelse kommer jeg til at mindes en kendt sætning fra Karl Marx, der skrev dette om Asien; Her har en regering kun 3 slags kontorer; et for finanser, bedre kendt som kontoret for den indre udplyndring af borgerne, kontoret for krig, bedre kendt som kontoret for den ydre udplyndring samt kontoret for offentlige investeringer.

Men tilbage til begrebet lighed for uligheden omfatter også et retfærdigt juridisk system, det samme gælder det finansielle samt et socialt sikkerhedsnet. Her i landet er ikke lighed for Loke såvel som for Thor. Principperne bag Bilderberg Gruppen har et sandt forbillede i Thailand.

Buddhismen

Den oprindelige Buddhisme er ikke en religion, det er et filosofisk tilpasset ideologisk system. Desværre har mange skoler fjernet sig fra de simple basale regler og den udgave, der markedsføres i Thailand er milevidt fra Buddhas simple sætninger, der naturligvis stor set er de samme som de ti bud. Den Thai konstruerede version har basis i myter, overtro, sagn og folkeeventyr godt krydret med utallige vidtløftige historier. 

Det lovkompleks, der styrer den thailandske skole, skriver direkte, at Thai-Buddhismen  er et politisk instrument, der skal bruges til at kontrollere befolkningen. Det binder Thais til en fortid, der er 300 år tilbage i real tid. Vi er mange der mener, at den thailandske Buddhisme er landets bedste forretning med en omsætning på milliarder af kroner, der går gennem templernes kasseapparater. Ingen moms, skat eller regnskabspligt; en guldgrube for hvidvaskning af ulovlige midler, der investeres i fast ejendom. Det er sjældent at læse om, at disse milliardindtægter anvendes til formål, der bidrager til nationens fremgang. Dette trods 30.000 + udsalgssteder med mere end 290.000 ansatte i salg- og marketing afdelingen.

Vi kender samme usympatiske model fra f.eks. Scientology Bevægelsen samt naturligvis den katolske kirke, der på mange måder er en perfekt rollemodel; sælger ubrugelige produkter til godtroende og misbruger indtægterne.

Læs mere om politik her:  https://www.casthoej.dk/thailand/politik
Læs mere om samfundsmodel her: https://www.casthoej.dk/thailand/samfundsmodel/
Læs mere om buddhisme her: https://www.casthoej.dk/thailand/buddhisme/
Læs mere om uddannelse her: https://www.casthoej.dk/thailand/uddannelse-og-buddhisme/