Written by Lidt mere om den danske velfærdsstat
Kære læsere!
Som det sikkert er fremgået af de foregående 5 afsnit om dette vigtige emne synes jeg, at det er svært at få afdækket de lag, der dækker det essentielle i begrebet ”Velfærdsstaten Danmark”. Det er nok nemmere for jer, der bor i landet og som hver dag har adgang til alle medier.
Danmark er blevet en splittet nation, der har mistet sin identitet og den politiske situation er et morads, ledet af et folketing, der i bedste fald fortjener betegnelsen landsbytosser. Der tales uafbrudt om værdikampe og værdipolitik, men ingen synes at kunne forklare, hvor en dansker finder de ægte værdier, de er gået tabt i kampens hede. Flertallets (eller demokratiets flertal) er at sidestille med et tyranni og det hersker baseret på at fremme egne interesser uden tanke på samfundets virkelige behov. Stemmekvæget i folden holdes i ro med daglige rationer af beroligende medicin, der består af løfter, der ikke kan indfris fordi der mangler kontanter til at betale fabrikanten med.
Landsbytosserne befinder sig fint i klassen og leder den hjertens gerne, for den består af danske og et stigende antal “knapt så meget danske” elever, der på tavlen i klasseværelset læser den alenlange liste af gratisydelser, der tilbydes flertallet, betalt af samfundet uden krav om modydelser til gengæld. Der er flere elever i skolens klasseværelser end dem udenfor, der skal arbejde for at skaffe finansiering til den nye middelklasse i Danmark, der består af velfærdssnyltere, der er grådige og kun har fokus på MIG.
I virkeligheden kan jeg postulere, at det danske demokrati er gået adskillige skridt over stregen. Et af de triste resultater er, at vor produktivitet er faldet og kurven synes stadig for nedadgående samtidig med, at alle forventer, at velfærdskassen vokser i takt med krav og løfter om at give mere mod at yde mindre.
Det er trist at skulle hive disse eksempler frem,men når lande og Kina og Singapore kan vokse og hver dag befæste deres magtbaser med baggrund i en anden styreform end den danske demokratiske, bør vi så i lille Danmark overveje at tage skeen i den anden hånd og standse velfærdssupermarkedet?
Danmark er i dag en nation, hvis fokus på forbrug, bærer kimen i sig til en destruktion. Landet kan ikke blot lulle sig i søvn ved tanken om, at øgede forbrug er nøglen til økonomisk vækst. Et øget privatforbrug sætter ikke mange danske hænder i arbejde,for en stor del af dette repræsenterer varer, der ikke er fremstillet i Danmark.
I dag har vi de facto en situation, hvor et flertal, der lever af andres penge, udgør majoriteten og kan stemme sig til dem. OK jeg medgiver, at hele emnet bør være genstand for en nærmere debat, herunder en klar definition af begrebet demokrati.
Ord som ansvar og medansvar er erstattet af en PR kampagne, der lover, at stemmer du på os, giver vi dig mere i værdipakker mod en lavere indsats fra dig. Forskellen låner vi, for vi er jo rige råbes der fra tinge. Den nødvendige forudsætning for demokratiets virke er respekt for det enkelte individ, der elegant er forvandlet til et stykke stemmekvæg, der kan manipuleres med via de nye sociale netværk som Facebook, Twitter og tilsvarende.
Respekt burde danne grundlaget for etableringen af solide fælles rammer om samfundet og samfundet bør bestå af personer med ansvarsfølelse, moral og et godt hjerte, alle dyder placeret det bedste sted og lad os da naturligvis tage en velfungerende hjerne med, nu da jeg er i gang med ønskelisten, der synes utopisk her i sommeren 2011.
Hvor er de kræfter, der skal styre vort fædreland i den rigtige retning og tilpasse samfundet til en udvikling, som vi har minimal indflydelse på? Hvor finder vi politiske chefer, der målrettet tilpasser butikken til de nye internationale markedsmekanismer og ikke har fokus på at indføre tiltag, der gør alle danskere fattigere? Slogans som; “Mere fritid, mindre arbejde” og naturligvis med fuld kompensation er sikre vindere. Og et af resultaterne er naturligvis at danske arbejdspladser nedlægges og produktionen flyttes til samfund, der værdsætter at yde en indsats og dermed hæver sig selv.
Hvor er samfundskontrakten mellem stat og borger?
De sider i kontrakten, der indeholder forpligtelser er erstattet af flere sider med vægt på rettigheder og beskrivelser af, hvordan de kan misbruges.
I supermarkedet, der har navnet Skandinaviens Velfærdsbutik, styrter kunderne rundt og flår varerne ned fra hylden. Når dagens omsætning gøres op, mangler der penge i kassen, men dem låner vi og overlader tilbagebetalingen til de næste generationer efter devisen; efter os syndfloden.
Som jeg kan følge med i dem, er der rigeligt med eksempler på plusser og minusser ved det stærkt omdiskuterede begreb værdikamp. Misbrug er jo det mest interessante, for det er der salg i. Det, der er indlysende for mig er, at misbruget har overskredet sine grænser og at de mange lovregler tilsyneladende er så komplicerede, at selv offentlige ansatte har svært ved at navigere i dem.
Og der er grove udnyttelser på alle niveauer, de personlige glemmer vi her, næste niveau er kommunerne og jeg refererer gerne til den omdiskuterede borgmester i København, Klaus Bondam, der er mester bag økonomiske transaktioner af tvivlsom karakter, men som andre topchefer er han nu belønnet for sine manglende kvalifikationer ved at få et rigtig godt betalt job i Brussels.
Ifølge pressen hjemme har hr. Bondam og hans afdeling fået mere end 350 millioner i ”ulovlig” støtte fra staten og der skal sandsynligvis nu føres interne ”retssager” og metodik og beløbets størrelse. Det er dybt latterligt og illustrerer, hvorledes der, rent ud sagt, svines med pengene.
På det helt store niveau synes der at foregå lidt hurlumhej med salg af miljøkvoter og det forekommer mig at alle kendte holdninger, som jeg kendte som spejderdreng er pist væk. Nu hjælper vi ikke de blinde over gaden, vi kører dem ned. Sagen om disse CO2 kvoter er højaktuel og vil vende tilbage hertil i en lille beretning om EU.
Den megen omtale og markedsføring af ” Det danske Drømmeland” er i strid med markedsføringslovens bestemmelser. De ansvarlige er kun delvist den siddende regering og folketinget, for det er jo vælgerne, der har talt og truffet valget mellem en lidt gammeldags og rolig samfundsindretning, der også var præget af retfærdig lighed for Loke og Thor og jo, lidt mere beskedenhed og det modsatte; det nye supersamfund med klassedeling, stress, superteknologi og overflod af goder og rettigheder.
Men disse gamle teorier viger nu pladsen for det globale super-speed tog, der kun kan bevæge sig på specielle skinnelegemer, der lægges af manipulerende kræfter, én af hovedmændene er George Soros.
Skulle vi vove springet til at genopfriske postulatet om at tilbagegang kan være lig fremgang? Nej vel?
Endelig er jeg kommet til den opfattelse at EU og dets bestemmelser i langt højere grad har påvirket situationen i DK og denne udvikling vil tage til og i et omfang, som Maren i Kæret og Lille Lasse ikke kan forestille sig. Det vil jeg søge at komme nærmere ind på i en kommende artikel, vi må se at få næsen op over plovfuren og hvorfor nu det?
Ganske simpelt; den meget kedelige udvikling i Europas økonomi, senest EURO problemerne, der omfatter redningspakker til nødstedte eller havarerede medlemmer, må på et tidspunkt ramme Danmark og det tror jeg ikke mange danskere tænker på. Disse påvirkninger vil måske blive af større betydning end de langt mere daglige og kendte med velfærden. Krisen er omsiggribende og beklageligvis selvforstærkende grundet den tætte sammenhæng mellem vore økonomier.
Tanker;
For en del år siden var jeg med familien fra Kolding i Odense Teater, hvor vi så Erasmus Montanus og den tænker jeg gerne tilbage på med stor glæde, fordi den glimrende illustrerer at, i en komedie er den dumme nødvendigvis ikke helt dum og gamle fjollehoveder har – overraskende nok for nogle – ofte en solid portion viden. Solskin all over! Det var en herlig oplevelse og en slags trøst for mig.
Men det er ikke positivt at kunne konstatere, at vi har fået en samfund, der snart har mange velfærdsegoister. Der er kommet en nye klasse i den gamle latinerskole og dens elever består af grænseløse forbrugere af offentlige ydelser uden at belønne samfundet med produktive modydelser. Denne nye klasse er opflasket som “curlinggenerationen”, der aldrig har mødt modstand. Den er født med en ABC ved navn “mine rettigheder” og dermed en opfattelse af, at den danske velfærdsstat er et enormt supermarked med et endeløst udbud af velfærdsydelser og i kassen ved udgangen er beløbet på bonen nul kroner.
Denne nye klasse vil snart indtage indflydelsesrige poster i samfundet og der vil, efter min opfattelse, ske en forvredet opfattelse af ansvar overfor det samfund, der financierer de gratis ydelser, for der er ingen forpligtelser. Om få år sidder de snot forkælede elever i folketing og på ministerposter (der er ikke mange poster tilbage i de private sektorer) og skal løse den bundne opgave, at holde samfundshjulene i gang baseret på at finansiere disse ved stigende lånoptagning indtil kreditorerne siger nej.
I mine forsøg på at skaffe mig et korrekt billede af samfundets udvikling, har jeg haft en del morsomme oplevelser med Danmarks Statistik, der jo er tvunget til at ændre på importante nøgletal for at fordreje virkeligheden, så tallene understøtter den siddende regerings pressemeddelelser om, hvor utrolig kompetent den er.
Jeg er sikker på, at alle danskere med denne forklaring forstår stigningen i arbejdsløsheden;
Den lille stigning skyldes især, at der er kommet flere såkaldte nettoledige og aktiverede dagpengemodtagere.
Kan I se spøgen i det store cirkus? Jeg kan ikke mere sammenligne statistik fra år til år. Der opfindes nye begreber og alle på overførselsoverenskomst flyttes fra den ene kasse til den anden fra år til år. Der er ingen i dag, der ved, hvad der foregår i et land med 5.3 millioner og omkring 900.000 til at forvirre begreberne. Hvad er du ”jeg er en nettoledig”, ”ha jeg er en aktiveret dagpengemodtager, jeg er mere end du”.
Mange gode hilsner fra smilets land!
Ole
10. juni 2011
Buddhismen / rigdom og aflad år 2011
Som bekendt er der ingen GUD i denne filosofi/religion og Lord Buddha gør det klart i sine teser, at disse ikke er baseret på en skaber. Han er med andre ord mere en filosof på linje med Jesus. De fleste buddhister her i landet praktiserer den version, der kaldes Theravada og et vigtigt punkt er troen på at Karma Loven er en universel mekanisme der belønner dem, der kun gør gode ting og straffer dem, der gør det modsatte. På den måde er alle afgørelser kontrolleret af højere magter og vi er så behageligt fri for at straffe dem, der i deres jordiske tilværelse begår lovbrud, og i denne gruppe indgår dem, der gribes i at tage i mod bestikkelse, en sygdom der æder landet op indefra, fordi det ikke bekæmpes på den rigtige måde.
Det er en grundlæggende faktor at Karma Loven er gyldig og at det er den, der på fair måde afgør karakteren af det næste liv, når det nuværende er brugt op. Derfor undervises der i læren og det påpeges i skoler og templer, at det er imod Buddhas lære at opføre sig på en måde, der håner læren. Troen på reinkarnationen indebærer også modvilje mod at slå dyr ihjel (selv en myg) at sparke til hunde, selvom de bider efter en, at behandle dyr brutalt og læren indebærer også at man ikke må lyve eller anvende hårde gloser, altså i det hele taget at opføre sig i direkte modstrid mod Buddhas love.
I Thailand ser de altså verden, som den ser ud gennem ”Karmatiske” øjne. Det, vi er nu i dag, er et resultat af det, vi var før. Eller rettere, det var gjorde før i de tidligere liv. Og Karma Loven vil nu afgøre vor fremtid (ikke en domstol her på jorden og her og nu). Karma Loven er evig, vil aldrig forsvinde og dermed er retfærdigheden sikret, på eet eller andet tidspunkt. Hjulet drejer altid.
Karma Loven praktiseres gennem munkene, og det er én af grundene til, at de modtager så mange gaver i form af penge eller produkter, de har brug for i den daglige trummerum. De givende tror på, at de ved at hjælpe på denne måde (give bidrag) er med til at sikre at det næste liv bliver bedre, nærmer sig Nirvana og det er jo en smuk tankegang.
Men man også se bagsiden af Karma Loven, når den bruges deduktivt. Loven er nemlig sådan ”indrettet” at Buddhister først og fremmest koncentrerer sig som sig selv, det er ens eget Jeg, det hele drejer sig om. Karma Loven ser ikke på et samfund, men kun på den individuelle person. Når en person derfor er udsat for vold, voldtægt eller tilsvarende er reaktionen altid den, at personen har gjort noget galt i et tidligere liv og derfor straffes nu.
De mange, der sikrer sig formuer via korruption eller bestikkelse anses for personer, der har gjort noget godt i tidligere liv og som derfor skal belønnes nu. Karma Loven spiller ikke kispus, den afspejler universets holdning, så for den fattige er den eneste udvej eller vej til Nirvana at give og for den anden gruppe at modtage.
En anden flipside af denne Karma Lov er at den Buddhistiske majoritet altid vil være hos de bestemmende og derfor har loven skabt et ultrakonservativt nærmest kosmetisk verdensbillede og hvis man i Danmark undrer sig over at der er så få negative reaktioner på ofrene for Tsunami katastrofen, eller for de mange HIV ramte, eller andre sociale tabere, ja så er forklaringen at de får deres belønning for deres indsats i tidligere liv.
Og igen tilsvarende, alle de rige, de mægtige og store, fortjener deres rigdom uanset ved hvilke midler den er skabt. Og tænk så på, hvordan man her i landet beundrer dem, der giver store, meget store pengegaver til templerne: Mafia cheferne, korrupte politikere, tyranner og kriminelle, de er GODE! Ved at give de store gaver fritages de for synd, for det er jo ved at give man nærmer sig det næste liv -det bedre- på stigen mod det fuldkomne.
Så de rige korrupte og de munke, der får de store gaver, har det fint, Karma Loven fungerer til deres fordel. De uheldige, samfundets tabere får det bare dårligere, men det er jo deres egen skyld?
Derfor reagerer mange udlændige som jeg, negativt når vi ser munke rejse på businessclass med deres laptop foran sig eller når vi ser en leder af et tempel bo i et hus der koster millioner af danske kroner og i hans garage står 4 store nye biler, alle gaver fra de korrupte så de med velsignelsen i ryggen kan fortsætte uhindret for der sker dem intet, specielt ikke hvis de er regeringsmedlemmer eller blandt de ”rigtige”.
Spørgsmålet om forholdet mellem en god Buddhist og det at være rig optager en stor plads i det thailandske samfund. For mange stærke troende er disse to forhold modsætninger, eller stier, der går hver sin vej. Der tales om et valg og udfaldet er klart, vi går efter rigdom.
For nylig var der på den thailandske børs et seminar, hvor en ledende munk talte over emnet; ”Er det syndigt for en Buddhist at være rig?”. Hans konklusion var, at det er muligt at forene de to stier til en bredsporet motorvej, hvor kombinationen af stor rigdom er absolut foreneligt med at være en god Buddhist og det forbavser mig ikke, når jeg betragter den stigende kommercialisering af Buddhismen og det stigende antal nye store biler i garagerne hos templernes øverste munk/Abbed.
Buddha lære går jo ud på, at hans tilhængere skal frigøre sig fra de jordiske værdier, så der skimtes en stærk modsætning i hans argumenter. Men hans forklaring er ganske simpel, jeg er helt vild med den;
”Buddhas undervisning var rettet både mod almindelige personer i samfundet og munkene, og hans instruks om frigørelse fra jordisk rigdom omfatter kun munkene” Fattigdom er kun for munke og hvis de øvrige borgere i samfundet er fattige skyldes det udelukkede at de har gjort noget slemt i deres forrige liv, så nu er det fuldt ud berettiget, at de skal stræbe efter rigdom.
Wow, sådan. Smart PR stunt. Munkene lever jo som bekendt af de ”almisser” landets borgere skal give dem, så jo mere rigdom her, jo mere tilflyder der templerne. For 3 måneder siden var der et stort interview med en af landets øverste buddhister. Han er medlem af denne gruppe “Supreme Sangha Council”, der styrer og samordner landets filosofi med henblik på at holde befolkningen fat i et middelalderligt jerngreb.
I dette interview fortalte han, at landets borgere bør tilbringe det meste af dagen med at meditere, for det vil hjælpe dem og dermed Thailand. Dagen før havde Nitta og jeg besøgt et kendt tempel, hvor dets leder blev kørt ud til et møde, tror jeg, i en spritny Mercedes med privatchauffør.
Jeg skrev til den pågældende avis og spurgte om, hvordan de ledende munke vil få deres store udenlandske biler og deres kæmpevillaer, hvis befolkningen ikke arbejder og dermed ikke tjener penge og dermed ikke kan give billioner af lokale penge til templerne?
Avisen bragte naturligvis ikke mit læserbrev.
Tilbage til første interview, hvor foredragsholderen gav udtryk for, at økonomisk sikkerhed er en af de 4 søjler, som Buddhismen hviler på ifl. Buddha. De andre 3 hedder; at være rig betyder frihed for du har ingen gæld, ved rigdom kan du leve et nobelt og anstændigt liv og endelig at rigdom giver dig fred i sindet og tid til at arbejde på at opnå åndelige frihed.
Men han kom trods alt med en god udtalelse; ”Fattigdom er i dette liv skyldes ikke udelukkende at en person har haft defekter i sit tidligere liv, det skyldes også landets nuværende politiske og sociale situation”.
Buddha har endvidere sagt, at social uro og politisk ustabilitet bidrager til et lands kriser, og det må jeg absolut give ham ret i. Endvidere er det ikke godt for et samfund med dårlig økonomi, fordi den spirituelle ophøjelse er stærkt knyttet til rigdom/velfærd.
Dårlig økonomi fører til, at de fattigste vil stjæle og de har så ikke tid til at meditere og følge Buddhas anvisninger om, hvordan man lever et liv, der skal føre til Nirvana.
En dårlig samfundsøkonomi fører til at folk også bruger våben, de armerer sig selv og så eskalerer problemerne. Dårlig økonomi medfører dårlig moral og samfundet går i opløsning.
Han refererede endvidere til en undersøgelse, der viser at 60 % af landets befolkning tilslutter sig korruption under forudsætning af, at landets samlede økonomiske situation er i fremgang og med accept af, at modtagerne stikker pengene i egne lommer.
Helt forståeligt er dette ikke foreneligt med Buddhas lære, for han sagde, at korruption fører til et lands tilbagegang.
Så hvordan denne problematik skal løses står hen i det uvisse. Ak ja, sådan er det bare og det kan være meget vanskeligt for os andre at forstå.
Det skal tilføjes at der var mange andre vinkler at se det hele på, men det vil føre for vidt at komme ind på det hele her.
Men det næste er nemmere at forstå.
Vi har i Thailand et TV kanal DMC, der kører 24/7. Her kan vi alle se, hvad der sker, når vi ikke opfører os ordentligt og dermed menes, at vi overtræder Buddhas 10 bud. Iflg. denne thailandske version af Buddhismen ryger man lukt ned i det store hul, der under eet kaldes helvede, men hør nu her; hullet er opdelt i afdelinger, der er mere end 60 så vidt jeg husker fra min læretid, men her er den principielle opdeling;
- De kolde
- De varme
Det vil føre for vidt at komme ind på alle detaljer, men trin I i det kolde helvede er ensbetydende med et ophold her på 100 år, så er der mulighed for at komme tilbage. Adgangsbillet her er f.eks. et klip i dit kørekort eller at du har set på naboens kone med vellyst.
Der er mange trin i denne afdeling og for hver trin i nedadgående retning forhøjes opholdet med antal år fra det foregående trin x 20.
De varme afdelinger er straks værre og der er slet ikke tale om en Thai Spa.
Den mildeste celle byder på, at dit legeme ristes over sagte ild, du angribes med dødbringende våben og de onde ånder vil kæmpe indbyrdes om at få lov til at deltage i din destruktion. Opholdet i celle nummer 1 varer i 1.62×1012 år. Jeg har opgivet at regne ud, hvor mange menneskeår det svarer til, men I kan jo bruge en regnemaskine.
Jeg får dette antal år 124,494494300, men det er sikkert ikke rigtigt! Det forekommer dog at være ret lang tid.
Opholdet i den værste celle inviterer foruden de omtalte spa services på et ophold, der varer i 4.2467328×1017 år.
Regn selv det endelige resultat ud, tak!
Lad mig tage et lille spring tilbage til den katolske kirkes markedsføringstilbud;
” Når pengene i kirkens kasser klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”.
Afladsbrev fra den romerske – katolske kirke
Her kunne man købe sig fri for at opholde sig for længe i skærsilden, for den slap man ikke uden om. Begrebet blev afskaffet i 1500 tallet.
Herligt, for jo større synd, jo flere penge til kirken og helvedets pinsler er dermed kraftigt reduceret.
Bare synd for de fattige, der ikke kunne synde uden med sikkerhed at havne mindst i helvedes forgård.
Som alt andet i dette land er koncepter og gode ideer importerede, så DMC har grebet ideen. Her er denne kults tilbudsavis, der kører hver aften i den bedste sendetid:
“Send os en E-mail med en beskrivelse af dine problemer og vi analyserer og giver dig dagens bedste tilbud på en løsning!”
Derefter kommer munken på skærmen og beretter følgende og det hele er tekstet på engelsk, så jeg kan følge med.
SCENE 1
“Kære seere, velkommen til vor udsendelse, hvis tema er, at vi hos DMC organisationen hjælper dig med at komme hurtigt og bekvemt til Nirvana. Vore rejser sker 24/7 og for at komme med, skal du have en adgangsbillet, der kan købes her. Prisen afhænger af det endelige resultat af vor undersøgelse om din fortid og dens indflydelse på dit liv”.
Jeg kommer nu til den første E-mail fra Ms. Dillerdaller;
Fru Dillerdaller har de sidste 2 år haft voldsomme smerter i maven. Doktoren har ikke kunnet hjælpe hende. Jeg har så set på hendes tidligere liv og hendes familieforhold. Af dem, som jeg indgående har studeret kan jeg se, at hendes bedstefar havde tendenser til at spille og drikke og, hvad der var endnu værre, han røg også tobak.
Det er derfor hans dårlige karma, der nu er kommet til fru Dillerdaller, men naturligvis kan vi hjælpe hende. Her er hvordan;
SCENE 2
Se hendes bedstefar befinder sig i celle nummer 404 nede på trin 6 i Ussada –nok (helvede), jeg viser her et billede af ham;
Det er tydeligt, at han ikke har det godt, og det er jo velfortjent. Men vi kan hjælpe dig. Vi har næste weekend et kursus i, hvordan man kan slippe af med denne slemme karma arvet fra den store stygge bedstefar. Det koster kun 25.000 THB, men til gengæld kan du så være sikker på en plads i himlen, ganske vist kun økonomiklasse, men mod et mindre tillæg kan vi sikre en bedre plads i den lange kø.
Her er lidt flere propaganda billeder til orientering
Der er også specielle TV programmer for børn, der få nogle tegnefilm med animationer fra Buddha, den rene propaganda.
Dette sker i dag 2011. TV kanalen tilhører en af landets mest omdiskuterede Buddhistiske organisationer, der får lov til at hjernevaske og indoktrinere landets indbyggere på denne måde. DMC er styrtende velhavende og bygger lige nu et af Asiens største templer. De er bedre organiserede end den thailandske hær.
Thailands befolkning befinder sig i et fængsel fastspændte med fodlænker. Dene ene af dem bærer navnet Buddhisme, den thailandske version, hvis formål er at holde befolkningen på et stade, som vi i Europa kendte det i middelalderen. 4 TV kanaler hjernevasker Thais døgnet rundt med regeringskontrollerede media, nogle i form af sæbeoperaer alle med fokus på overtro, spøgelser og ånder.
Den thailandske buddhisme har ikke mange relationer til Buddhas lære. Den er tilpasset med henblik på at holde befolkningen i et sort hul.
Hverdagen i Thailand kan afvige en del fra turistbrochurerne.
Her er et gammelt billede af Helvede og det er en anelse nemmere at kapere;
Der er sandelig sket meget i de hensynsløse tiltag for at narre penge fra de naive Thais. Animisme, overtro og mystik trives i bedste velgående og er langt mere omfattende end her beskrevet.
Jeg er ked af at måtte skrive, at begrebet aflad altså eksisterer i Thailand omend i en lidt ændret udgave. I Thailand er vi i året 2554, gad vide om Europa vil se ligesådan ud når vi når den alder?
Chonburi
15.juni 2011
Thailand i 1.kvartal 2011 del II
THAILAND 1.ste kvartal 2011
Del II
Vi husker sikkert alle de store uroligheder i foråret 2010, dem jeg har beskrevet som udtryk for klassekamp. De fleste af de artikler, jeg dengang sendte til Danmark, er nu placeret på denne nye blog Ganske vist faldt gemytterne lidt til ro, men kun på overfladen. Vi husker også de mange brændte bygninger i det centrale Bangkok og i princippet ved alle, hvem der stod bag, men sker dem noget? Nej, naturligvis ikke. De straffes jo i deres næste liv, som vi siger, trin 26 i helvede (der er i alt 150 at vælge imellem her i landet) og deres anfører er beskyttet af parlamentarisk immunitet, da han er en af lederne af de røde skjorters parti og i dag står på talerstolen og griner af dem alle sammen. I et velfungerende samfund vil han opholde sig i en celle for en længere periode.
Magtkampen fortsætter med stort samme styrke med ved hjælp af andre midler. Den dybereliggende konflikt skal søges i 2 årsager, magtkampen mellem militæret, politiet og politikerne og kongehusets støtte er jo også afgørende. Anden årsag er de stigende sociale forskelle mellem den såkaldte elite, der mest findes i Bangkok og de fattige bønder i det nordlige Thailand. Denne magtkamp kombineret med de sociale problemer har ført til en splittelse af samfundet, der for mig at se i dag har ringe såkaldt national sammenhængskraft. Landet har, som vi ser det i andre, mistet sin identitet, den unge generation sejler uden navigationsmidler og dette forhold er jeg meget optaget af, også når tankerne går til det fædrene land, hvor billedet stort set er det samme.
Vi vil se et 100 % ændret Thailand, den dag hans majestæt Kongen forlader denne verden. Der vil blive kaos af grunde, det ikke er tilladt at skrive om. Landet har ikke mere pressefrihed. Alene i år har regeringen lukket 70.000 hjemmesider, der er kritiske overfor den nuværende struktur af samfundet. Læserbreve, der før blev accepteret, er nu også udsat for kraftig censur. Vitale emner er nu erklærede tabu desværre og de stakkels Thais er ofre for grove manipulationer og landet er fortsat splittet og savner identitet tæt på kanten af en krise med dybe uoverensstemmelser.
Der er lang vej endnu til forbedrede forhold for landets mellem og underklasse, hvilket illustreres af store uoverensstemmelser for et par måneder siden, hvor slagsmålet stod om minimumslønnen for 1 dags arbejde skulle være 212 THB eller 207 THB, eller 40,00 DKK contra 39,05 DKK, der svarer til en timeløn 5.00/4,88 DKK. Hvem bebrejder dem, der siger nej og dermed gør det muligt at anvende arbejdskraft fra Burma og Laos, der med glæde arbejder for langt mindre? Ingen naturligvis. *)
Jeg er klar over, at en del undrer sig over, hvordan jeg kan bo i et land, som jeg ofte er ret kritisk overfor. Der er mange svar, men eet af dem er, at jeg altid har været skeptisk/kritisk overfor de samfundsforhold, jeg gennem arbejde i 23 forskellige lande, har været både omgivet af og været underkastet. Dette gælder ikke mindst Danmark, som jeg har set forlade 1.ste division, bestående af innovative, inspirerende og internationalt anerkendte selskaber, personer og borgere med respekt for etik og moral, til fordel for et såkaldt velfærdssamfund, der i højere grad belønner uproduktiv indsats og næsten straffer igangsættere og hårdt arbejdende.
Som nogle af Jer allerede ved fra tilsendte artikler, bruger jeg en del af min fritid til at sætte mig indgående ind i sociologi, naturligvis med Max Weber og Emile Durkheim som de grundlæggende pionerer senere krydret med lærde som Jung f.eks. Det er, i hvert fald for mig, yderst interessant at studere, hvorledes samfund egentlig hænger sammen og hvorfor vi som personager i en lang proces ender med at blive et givent produkt. Gennem de sidste måneder har jeg således haft en del samtaler med unge studerende på Thailands førende universitet Chulalongkorn. De er et hold, der studerer ”Political Science” og i dette indgår der naturligvis sociologi.
Samtalerne har været/er meget interessante og bekræfter lidt af den thailandske mentalitet og kultur. Cirka 50 % af dem studerer udelukkende dette fag, fordi det var ”ledigt” og fordi det giver prestige at kunne fremvise en kandidatgrad fra dette universitet.
*) Der er 22 forskellige mindste daglønninger. Den omtalte er fra Bangkok, alle andre er lavere. Laveste er cirka 30 DKK for 8 timers arbejde. Overarbejde betales først efter 48 timer/uge.
80 % af dem holder af landet, men tager afstand fra den måde, samfundet er skruet sammen på. Ord som ”gode forbindelser” og “beskyttelse” høres ofte og er vigtigere end kvalifikationer og 50 % af dem ønsker at forlade landet for at skabe en tilværelse i andre samfund og her er Danmark blevet fremhævet som et mønsterland. På spørgsmålet om hvorfor, kommer svaret prompte; Winfrey Oprah’s TV show om fantasilandet Danmark. Gid det var, som hun beskrev overflodssamfundet Danmark.
De unge herude taler om demokrati specielt repræsenteret ved de såkaldte ”rødtrøjer” (i Thailand) og kan ikke acceptere mit argument om, at den nationale elite/overklasse aldrig vil slippe sit tag. Et par unge studerende mener, at dette ikke er et problem, samtidig med at de efter uni-timerne kører væk i en sportsvogn til adskillige millioner lokale penge og tager på powershopping for farmands kreditkort. De tager afstand fra nepotisme undtagen når denne fremmer egne interesser.
Thailands fremtid ser jeg som en turistfabrik med kulisser bestående af slogans som Det smilende Land, Amazing Thailand, Undiscovered Thailand og tilsvarende. Jeg kan ikke få øje på bare én eneste personlighed, der har format til at ændre samfundsstrukturen, og skulle han eller hun findes, tror jeg ikke på at personen har mange chancer for at få tilstrækkelig indflydelse. I Thailand er det den lille selektive elite, der styrer samfundet i DK er det flertallets tyranni.
Så i Danmark står det altså ikke meget bedre til efter min opfattelse.
Jeg er således uforstående overfor, hvorledes det accepteres at en person som Klaus Bondam, belønnes med en utrolig godt betalt sinecurepost i Bryssel (chef for det danske kulturhus). Er det en måde at vise skatteborgerne, at hans inkompetence, der har kostet Københavns kommune millioner, belønnes? Men som i Thailand ”takkes” charlataner med korsbånd og stjerner. Hvordan er det muligt? Og hvorfor gør skatteborgerne ikke oprør og siger til de kloge på bjerget; “ Nu er det nok!” Svaret jeg får er overalt det samme; ” Det nytter jo ikke noget”. Det er ikke korrekt, se Tunesien.
Thailand rangerer som det 15. Mest energiforbrugende land i verden. Hver dag bruger landet ikke mindre end 900.000 tønder råolie. 1 tønde indeholder 158 liter råolie. Jeg er ikke klar over, hvor mange liter brændstof, der kommer ud af denne mængde, men jeg ved, at en tønde i dag koster 100 USD, så 900.000 tønder x 100 USD er mange penge. Det svarer vist til omkring 475 millioner DKK pr. 24/7. Landet bruger altså en betragtelig sum på at forsyne landet med energi.
Jeg skal omtale, at alene i Bangkok anvender dens bilister 40 arbejdsdage om året kun på ventetid i trafikken, at 50 % af lastbiler og busser kører med utunede motorer, der bare brænder energi af uden særlig effekt andet end at svine samfundet og miljøet til. Hvorfor investeres der ikke i solenergi eller vindenergi? Svaret man får er, at det er ret kostbare investeringer. Ja, men hvis man bare indførte 1 bilfri dag pr. måned x 12 ville dette give groft beregnet 50 % af de 475 millioner pr. dag eller lidt under 3 milliarder, der kunne bruges til energisparende formål.
CHONBURI april 2011
Thailand 1.kvartal i 2011del I
THAILAND 1.ste kvartal 2011
Del I
Thailand er atter præget af en tiltagende politisk uro og der er naturligvis rettet alvorlige anklager mod regeringen for magtmisbrug og korruption, som om det er nye begivenheder. Jeg har tidligere i en artikel skrevet lidt om det store skuespil, der gentager sig med usvigelig sikkerhed, men dette synes ikke at være forstået blandt Thais, der nu igen er ophidsede over deres regering, der ellers var rost for at have ryddet op efter Thaksin, men nu synes de, at landets situation er værre, end under ham, og det undrer mig ikke spor. Thais beundrer alle, der er mestre i bedrag. Her er den såkaldte ” onde cirkel ” der kendetegner landets politiske dukketeater, der minder om Mafiaens model; *)
- Utilfredshed med den aktuelle regering
- Anklager om korruption
- Der udskrives valg
- Nye partier
- Ny regering
- Alle tilhængere af foregående regime fyres
- Ofte ny forfatning
- Oprydning og løfte om aldrig mere korruption
- Den fortsætter naturligvis
- Kriser opstår
- Nye angreb om korruption
- Enten valg eller
- Militæret griber ind, kup
- Ny regering
Og cirkus ”Thainess” fortsætter med samme optrædende, samme gøgl, kun sprechstallmeister skiftes ud. Tilskuerne klapper. Jo livet i Thailand er herligt.
Vi griner lidt af de nye korruptionsskandaler. Militæret indkøber et ballonskip til cirka 350 MTHB, der skulle overflyve de konfliktramte områder sydpå og tage billeder som et andet spionfly. Ballonen var beregnet til at skulle flyve i en højde af 3 kilometer og tage fine billeder af de muslimske aktiviteter. Efter mange reparationer kan den nu operere i en højde af 1200 meter og kvaliteten af billederne er så dårlig, at man stort set ikke kan bruge dem til noget. Og så købte de jo også lige 300 nye jeeps til 3.4 MTHB pr. styk, cirka 40 % over markedsprisen og vistnok udgåede modeller, som man snart ikke kan få reservedele til.
Men der sidder da vist et par generaler med nyindkøbte ejerlejligheder i enten London eller New York, men en anden mulighed er anskaffelse af en ny elskerinde, gerne ung og hun er ikke billig.
Den i Asien kendte TV kanal ASTV kører nu igen 24 timer i døgnet med anti-regerings-indslag og jo, jeg synes da, det er fint med alle de eksempler, der fremkommer a la de to ovenfor omtalte. Vi kan alle blive enige om, at det er noget snavs, men hjælper det at få en ny regering? Nej ikke spor. Det er sandsynligt, at der snart udskrives valg og det bliver en skelsættende begivenhed for hvem spøger i kulissen fra et ukendt opholdsted? Thaksin, der ønsker sin søster valgt som spidskandidat!
*) Henvisning til filmen Godfather I for dem, der har glemt, hvordan Mafiaen arbejder.
Der tales igen om demokrati. Uden at skulle gentage argumenter fra mange tidligere artikler om dette emne, vil jeg kort minde om, at det thailandske samfund er baseret på 2 store afgørende faktorer, nemlig kongehuset/the royal institution og buddhismen. Som jeg opfatter det, får dette land ikke ægte demokrati de næste 200 år, der skal generationer af mentalitetsændringer til.
Vel en af de mest respekterede politiske filosoffer dette land har set, Dr. Chai-Anan, fremkom for en del år siden med et koncept for det, han kalder den tredimensionelle stat.
- Dimension 1 er sikkerhed
- Dimension 2 er udvikling
- Dimension 3 er demokrati
Jeg skal ikke her beskrive disse delelementer nærmere, de er for omfattende og kræver alene et helt kapitel hver for sig, men jeg vil kort kommentere/begrunde, hvorfor jeg ikke tror på at demokratiet, som vi betegner det i Vesten, kan indføres i Thailand:
- Mere end 50 % af landets samlede økonomi er sort
- Ægte demokrati vil indebære at alle betaler skatter og afgifter
- Ægte demokrati tager udgangspunkt i uddannelsen
- 60 % af landets uddannelsesbudget går i de forkerte lommer, pænt sagt
- Demokrati er ikke foreneligt med den thailandske mentalitet for nuværende
- Politiske partier etableres af multirige, der automatisk bliver leder af samme
- Thais er fastlåste i forholdene kongehuset og buddhismen
- En lille elite styrer befolkningen ved hjælp af disse 2 instrumenter
- Denne elite har et jerngreb om landet 20 familier styrer 80 % af alle aktiver
- Det er meget svært at få øje på politikere, der efter et valg, baseret på løfter om demokrati, kan gennemføre deres planer uagtet deres gode vilje, de skal gennem embedsmændene
- Laget af korrupte embedsmænd i næste led i den offentlige sektor er uigennemtrængeligt
- Dette lag er korrupt ud over alle grænser og accepteres i stort omfang
- Der er ikke særligt mange konsekvenser af overtrædelse af landets love
- På afgørende områder lever store dele af befolkningen i middelalderen (overtro)
Men overordnet er det således, at Thailand er dybt forankret i en struktur, som jeg anser for den største forhindring for at gennemføre ”ægte” demokrati. Mulighederne er begrænsede af den historiske tradition, lidt bedre beskrevet ovenfor, iblandet lidt erfaring med de mange former for demokrati landets borgere har været udsat for, geopolitiske og økonomiske scenarier og sidst men ikke mindst det uomtvistelige faktum er landet er underkastet de love, der gælder for og omfatter nepotistisk nationaløkonomi. Det er de facto kapitalisme. Begrebet dækker over et vidtrækkende samarbejde mellem forretningsfolk og landets offentlige ansatte på alle niveauer.
Jeg må igen, om end med stor beklagelse, fremhæve, at begrebet sandhed er ilde stedt i Thailand. Da den omsiggribende økonomiske krise startede her i 1997, var det jo udlændingene først, lidt senere IMF, der var skurkene. Det blev overset, at krisen generelt skyldtes det omtalte begrebs negative sider; utrolig dårlig virksomhedsledelse, oppustet økonomi, finansielle produkter, der bestod af varm luft, overbelånte aktiver og utrolig kreativ bogføring.
Disse forhold er udadtil ændret lidt, men ”deep down”, hersker disse forhold stadig her, om end der er sket visse justeringer og den ledende elites privatøkonomiske magtbase styrer landets nationaløkonomi, men ingen kan bebrejde en gennemsnits statsborger, at han/hun ikke fatter meget af det. Thais reagerer på følelser ikke på realia. Dette instrument er det mest spillede af hensynsløse manipulatorer, der samtidig sørger for, at unge generationer uddannes til fortiden, i bedste fald nutiden, men aldrig til fremtiden og helt uden hensyn til ændringer i demografiske scenarier.
De spiller også på et andet instrument, nemlig det faktum at Thais, generelt betragtet, er de største egoister, der findes. Ud af de 9 kardinaldyder, som internationale antropologer, etnologer og tilsvarende eksperter, fremhæver for Thais, er Ego drive på førstepladsen. Hvis du fortæller en Thai, at i et land som Danmark betales måske op til 50 % i skat, 25 % i moms osv. for at kunne opretholde tilværelsen for folk, der ikke har lyst til at bestille noget, på 90 % af det niveau, som de arbejdende, ser de på dig, som om du fortæller dem en rigtig skipperløgn ledsaget af denne kommentar; ” Er I rigtig kloge?” Hvis vi omsætter antallet fra DK af personer, der forsørges af det offentlige til Thailand er tallet på næsten 15 millioner, som andre skal arbejde for og betale skat af lønindtægter plus flås af en grib ved navn afgifter og punktskatter.
Så tanken om at udvide begrebet assistance i forbindelse med svigtende indtægter fra familiens kreds til samfundets, repræsenterer en afgrund så dyb og bred, at jeg ikke kan se, hvordan der kan bygges en bro af accept fra hverken eliten eller de andre samfundsklasser i Thailand.
Det er også et land uden konsekvenser for dem, der indenfor det offentlige, overfører penge fra samfundskassen til egne bankkonti.
Fortsættes i del II
CHONBURI april 2011
Danmark en utopisk velfærdsstat del V
Danmark en utopisk velfærdsstat del V
MIN METODIK/arbejdsmetoder
Indgangsbønnen findes i alle foregående afsnit om dette emne, der optager mig meget.Her er så mine 4 stoleben, der skal bære mine observationer gennem de næste afsluttende sider;
Ronald Reagan; “The real destroyer of the liberties of the people is he who spreads among them bounties, donations and benefits.”
Hvis jeg ikke husker galt, er dette et citat fra en af hans taler fra 60erne, en tale, der er gået over i historien som en af hans bedste og han skrev mange fremragende.
Han blev opfattet som måske det største amerikanske konservative Ikon, hans 8 år ved roret som USA’s præsident repræsenterede en periode markeret af fremgang, der i høj grad var baseret på indførelsen af nye politiske opfattelser, finansielle instrumenter, der sikrede fremgang og holdt inflationen i skak.
Det er min opfattelse, at han havde betydelig intellektuel formåen, som først er blevet tydelig efter hans bortgang og vurdering af hans bibliotek med alle hans tanker og taler.
Han blev desværre ofte opfattet som en skuespiller, der lærte sine roller udenad. Men sandheden er, at han var uddannet som nationaløkonom, og han havde en utrolig forståelse for, hvorledes den komplicerede amerikanske statsstruktur var skruet sammen og hvorledes de fleste problemer skulle løses. Han brugte Milton Friedman som økonomisk rådgiver.
Ayn Rand;
Hendes måske bedste bog ”Atlas skælvede” er i dag mere aktuel nogensinde. Alle burde tvinges til at læse den.
Hun var en begavelse, forfatter, filosof og samfundsdebattør. Hun var tilhænger af kapitalisme, af private initiativer og et samfund med et minimum af statskontrol, som hun hadede af et godt hjerte, da hun var født i Rusland. Hun er stifter af den filosofiske retning objektivisme. Jeg begyndte at læse hende, da jeg var 16, men havde ikke den fornødne baggrund for at kunne indse konsekvenserne af hendes tankegang, det kom først senere men tidsnok.
Jeg citerer fra hende;
“Min filosofi, i sin essens, er konceptet af mennesket som heroisk skabning, med egen lykke som moralsk formål med livet, med produktiv skabelse som dets mest noble aktivitet, og fornuft som det eneste absolutte.”
“I am not primarily an advocate of capitalism, but of egoism; and I am not primarily an advocate of egoism, but of reason. If one recognizes the supremacy of reason and applies it consistently, all the rest follows.”
“The man at the top of the intellectual pyramid contributes the most to all those below him, but gets nothing except his material payment, receiving no intellectual bonus from others to add to the value of his time. The man at the bottom who, left to himself, would starve in his hopeless ineptitude, contributes nothing to those above him, but receives the bonus of all their brains. Such is the nature of the competition between the strong and the weak of the intellect. Such is the pattern of ‘exploitation’ for which you have damned the strong.”
Citater fra hendes sublime værk “ Og verden skælvede” Hovedpersonen John Galt.
Læs hende, I vil blive belønnet i et omfang I ikke kan forestille jer. Til slut en af hendes mest vanskelige holdninger at acceptere; ” Jeg lover aldrig at leve for et andet menneskes skyld og jeg vil aldrig bede nogen leve for min skyld”.
Egoismen var drivkraften.
Max Weber;
Metoder for og metodologiske spørgsmål om samfundsstrukturen som videnskabelige instrumenter, hjælpemidler. Observationer, klassifikationer, forklaringer/argumenter samt bevisførelser, et meget omfattende emne, som jeg slet ikke er tilstrækkeligt bekendt med, desværre min viden er ikke på det krævede niveau, jeg er kun en nysgerrig amatør.
Jeg ved godt, han skal studeres i tæt sammenhæng med Durkheim, men det gør bare emnet mere spændende.
Milton Friedman;
Amerikansk økonomi ikon, stærk på teorier om forbrugeradfærd og såkaldt ”stabiliseringsøkonomi”. Hans model for fri markedsøkonomi og hans meget tidlige visioner om de globale sammenhænge husker jeg som hans ”blyantsshow”, hvor han på skærmen ruller en blyant mellem sine fingre og forklarer, at træet kommer fra Brasilien, granit fra et andet sted på kloden og tilsvarende for den endelige produktion i et 3 land, simpelt og korrekt forklaret.
Det er sandsynligt at min fremadskridende proces mod mit velfortjente otium medfører en stædig fastholden i et regelsæt fra erfaringer, ofte dyrt betalte. Men det er jo tankevækkende at når talen falder på essentielle problemstillinger, at de altid har været til stede bare under en anden form eller skikkelse og at løsningsmodellerne var der sandelig også var med i billedet.
Jo, jeg er til genbrug, hvorfor ikke standse op et øjeblik, finde tilsvarende scenarier fra ”way back” og se på, hvorledes de blev løst. Der er i princippet, som tidligere skrevet, ikke meget nyt under solen og det er min lærdom, at de fleste nationaløkonomiske kriser bevæger sig i et mønster, der gentager sig med mellemrum, hvis frekvens er knyttet til problemets karakteristika. Her er bare en model med få angivelser, altså ikke den korrekte model af makroøkonomi;
Chonburi 12.12.2010
Lidt om holdninger
OM HOLDNINGER
I de seneste år har jeg brugt mange timers studier for at prøve at få styr på de processer, der fra et menneskes start i tilværelsen tilsammen danner dets holdninger. For at gøre det nemmere bruger jeg perioden fra start til den dag en ung person skal begynde en karriere enten i det offentlige eller i det private erhvervsliv.
Som et godt emne har jeg set på, hvorfor det er et overset emne hos vore politikere, for efter min opfattelse udgør den samlede sum af danskeres holdninger de facto en større del af svaret på, hvorfor det går ad helvede til i lille Danmark. Tænk på forskellen i produktionsoutput mellem f.eks. 2 millioner glade, engagerede og velmotiverede personer kontra sure og uengagerede ditto.
Det er derfor spændende at tale med de unge, det er jo dem, der bærer vor fremtid, dem der om nogle år er de bestemmende og af den grund kan alle lære meget, hvis du er indstillet på en fornuftig dialog.
Da jeg var hjemme denne sommer, fik jeg lejlighed til at drøfte emnet i en lille studiegruppe, som Benjamin er medlem af på Aarhus Universitet. Det var ret interessant for mig at få en vurdering, om end på et spinkelt grundlag om deres holdninger til deres studier (lingvistik) deres vurdering af fremtiden og ikke mindst om hvilke faktorer, der havde haft størst påvirkning på deres karakterdannelse indtil nu. OK jeg er inde på mentalitetsbegrebet, som jeg går ud fra læserne er bekendte med (de mange faktorer, der indgår i ligningen).
Det var tydeligt, at der var fokus på forældre og skole og dem, jeg talte med, kom stort set fra den rigtige del af Danmark, nemlig det vestlige/nordlige Jylland. Den gode karakter dannet via påvirkninger fra de rigtige kanaler. Jeg behøver ikke at komme ind på resultatet af en færdigudviklet ”samfundsbidrager” påvirket af en majoritet af negative faktorer. Flertallet udgøres i dag af en generation, vi selv har ødelagt, for hvem rettigheder er det centrale omdrejningspunkt uden forpligtelser, der er ingen samfundskontrakt.
Ved samtalerne i Aarhus var det tydeligt, at mange unge har forventninger om, at når deres uddannelse er afsluttet, står der et job klart til dem i form af undervisning og forskning til en løn på mindst 50.000 pr. måned. De fleste af dem har en yderst beskeden indsigt i samfundsøkonomien og dens betydning for, hvorvidt deres drømme kan opfyldes.
Som en konklusion på mange samtaler med unge er det min opfattelse, at der ikke er noget galt med råmaterialerne, det er under produktionen fejlene opstår.
TYSKLAND
Før jeg tog til Europa havde jeg sat mig for at søge at finde ud af, hvordan det er lykkedes for vor nære nabo at komme så hurtigt tilbage efter nedsmeltningen i 2008. Jeg har et rimeligt netværk i Tyskland og var der 3 gange her i 2010. Det vil være for omfattende at komme ind på alle årsager, som jeg ser dem.
Jeg kunne jo passende starte med at beskrive, hvorledes den daværende ”delstat” Preusen ryddede op i sin struktur og indførte orden, disciplin og retfærdighed i lovgivningen. Da jeg blev officer var min hovedopgave et studium af den tyske mentalitet efter Hitler havde overtaget magten. Mange år senere fik jeg arbejdsopgaver i Tyskland, min far boede der i 35 år, så jeg kender landet og dets befolkningstyper ret godt.
Meget summarisk sat op. Mine betragtninger er for et kvalificeret gennemsnit; ORDEN, tyskerne elsker orden og arbejder bedst efter tilrettelagte planer og metoder, der har til formål at sikre optimal udnyttelse af en proces (uagtet hvilken). Derfor er den effektive arbejdstid i Tyskland noget mindre end i andre EU lande, de er effektive. Der spildes ikke megen tid på ligegyldige samtaler. Deres sociale struktur er også anderledes end den, vi har i DK, der er en betydelig hakkeorden, men for det meste i dag baseret på respekt ikke på frygt.
Deres Regler og respekt for samme har en meget stor indflydelse og deres validitet kan ikke debatteres. Der er møde- og arbejdsdisciplin og der en udpræget vertikal kommunikation. Men det skal tilføjes, at der er meget stor forskel på de respektive regioner i Tyskland og den nye generation har naturligvis helt andre holdninger.
Men Max Webers karakteristik af det moderne kapitalistiske samfund baserer sig jo i høj grad på rationelle processer præget af effektivitet og fornuft, men munder ofte ud i negative sociale relationer. Og den passer stadig lidt på den Tyske Velfærdsmodel, der ikke er analog med den Danske.
Uanset om vi vil erkende fakta eller gemme dem under gulvtæppet så er forskellen på dansk og tysk mentalitet afgørende, når vi taler om samfundsmodellen. Jeg ser her i Thailand en del tysk TV, 2 til 3 timer hver dag/nat. Det er alsidigt og utroligt orienterende. Niveau er flere stjerner over det, jeg oplever i Danmark, langt mere sagligt og dybdeborende. Ikke navlebeskuende, men med fokus på realiteter og om, hvordan samfundet som helhed kommer frem i den nye verden. Deres måde at løse integrationsproblematikken på, er sømileskridt foran os.
Som Europa eller EU er skruet sammen på nu, er det en kendsgerning, at det igen er Tyskland, der er det trækkende lokomotiv for økonomien og hermed mener jeg, at det samlede resultat af den tyske uddannelsesfabrik langt overstiger den danske. Men der er en pris, naturligvis og den nye generation vil ikke være med til at betale den, en situation, der er ret alvorlig for landet.
Jeg har fornylig haft mulighed for at tale dette emne igennem med en tysk ven, der har en fremtrædende stilling hos politiet i Bayern. Det gav mulighed for at komme indgående rundt i emnet, der er mere nuanceret end det billede, jeg her har fremmalet, men det kan vi måske komme nærmere ind på en anden god gang.
Den kedelige trædemølle
Da jeg ikke vil trætte jer unødigt afsluttes dette kapitel med en lille opsummering om udviklingen i den såkaldte velfærdsstat også kendt som puslingelandet nord for Alperne.
I 1960erne havde Danmark en høj arbejdsdisciplin, der koblet sammen med de daværende højkonjunkturer muliggjorde en betydelig økonomisk vækst, der på samme tid førte til kortere arbejdstid og mere velfærd. En vigtig bidragsyder hertil var det private forbrug, der steg med mere end inflationen, det giver vækst.Men der var en alvorlig hage ved fremgangen, den var uden klare mål og nødvendig langtidsplanlægning.
Vi manglede et sæt af økonomi-styringsværktøjer, der skulle sikre fornuftig udvikling baseret på gennemtænkte alternativer og også, at landet ikke skulle falde i den forkerte grøft fyldt med kedelige virkninger, f.eks. en høj inflation, stigende gæld til udlandet og muligvis højere arbejdsløshed.
Det har efter min opfattelse været særdeles vanskeligt at sikre en fornuftig debat om en sådan politik. Vi ved jo alle, at det først var socialdemokratiet, der sikrede sig stemmer og førertrøjen ved at lade den offentlige sektor vokse. Den nuværende VKO synes ikke at have gjort noget for at ændre denne politik, ønsket om at forblive ved magten overstiger ansvaret for landets selvstændige fremtid. I de sidste mange år er antallet af offentlige ansatte vokset og tilsvarende er antal og beløb for overførselsesoverenskomster.
Resultatet er at egenskaber som flid, dygtighed og initiavtivrigdom er reduceret til fordel for en tiltagende ”forståelse” for alle, der er potentielle klienter i Danmarks største fabrik for ugidelige, der i det hellige navn af retfærdig fordeling af samfundsgoderne kører på de luxe klasse og forkæles i hoved og bagdel.
Der synes ikke at være kræfter, der er stærke nok til at påvirke balancen mellem de to store sektorer; den offentlige sektor og så slaverne i det private erhvervsliv. Den altfor dyre og tunge velfærdsmodel medfører stigende konkurrence vanskeligheder med det resultat, at et tiltagende antal arbejdspladser flyttes til f.eks. Asien.
Jeg ser det endelige resultat som værende tæt på en nedbrydning af den sunde moral. At et stigende antal giver op og taber deres holdepunkter for en værdig og fornuftig tilværelse. Den hurtige udvikling har medført et skred i samfundsnormerne, eller værdierne om I vil og der er ikke opstået nye og bedre, der erstatter dem, der er gledet bort i sandet. Vi har ikke i dag, som jeg opfatter tingene på afstand, en stærk national sammenhængskraft, det er blevet MIG og MIG og alles kamp mod alle.
Men der er forhold af langt større betydning, som jeg vil søge at illustrere i en kommende artikel. Danmark er nemlig i langt højere grad end antaget meget afhængig af stærke forhold udefra både indenfor EU og globalt, vi er i den forstand et lilleputhold i den nederste divison.
Tak for jeres tålmodighed, den er godt afprøvet så med næste artikel standser jeg mine angreb på den politik, mit fædrene land søger at gennemføre, hvilket er nemmere skrevet her end gjort, det ved jeg godt.
Mange venlige hilsner
Ole
CHON BURI 7. december 2010
Danmark en utopisk velfærdsstat del IV
Danmark en utopisk velfærdsstat del IV
En miniserie om velfærdsstatens problemer
I går talte jeg med min lillesøster, der bor i Danmark. Sammen med sin mand har hun slidt sig op, hun som sygehjælper, han som selvstændig i mange år med et stilladsselskab, begge fysisk krævende job. Hendes beskrivelse af, hvorledes de bliver behandlet af det samfund, som de begge har arbejdet for og betalt megasummer i person- og selskabsskat til, er en oplevelse, der i den grad har bekræftet, at der er noget, der er rivende galt.
I dag, hvor dette skrives kan der endnu en gang læses i pressen, at staten har betalt en meget stor sum, 10 millioner, til et engelsk rådgivningsfirma og som jeg har opfattet det med beskeden dokumentation for den ene million. Det er ikke alene dette forhold, der chokerer mig, det er disse; hvorfor pokker skal den danske stat betale et engelsk firma for råd om forholdene for implementeringen af bankpakken, når staten råder over et ocean af kvalificerede økonomer?
Og hvordan kan den person, der har godkendt betalingen tillade sig at anføre, at det pågældende engelske selskab må anses for troværdigt og ikke ville drømme om at sende en så stor regning uden solid dokumentation, hvis den ikke kan stå inde for beløbet. Det er muligt, at denne administrationsdirektør, som er hans titel, har ret, men det er da at stikke en rød klud i manegen i denne tid, hvor der er fokus på sager af denne karakter, samtidig med at klokkerne for besparelser ringer højt. Ministeriet skriver: ”Økonomi- og Erhvervsministeriet finder det ikke unormalt at udbetale over en million kroner til det britiske rådgivningsfirma Rotschild uden at se et eneste bilag”.
Men jeg er ikke forbavset mere, jeg kan jo se, hvilken vej vinden blæser, læs denne reference;
”Vi er ekstremt stolte af velfærdsstaten, og det er med god grund, selv om vi godt kan finde enkeltområder, hvor ydelserne er mere generøse i andre lande,« siger velfærdsforsker professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet”.
Det er spilme også for dårligt at andre lande har mere generøse ydelser, hvad bilder de sig ind? Her i Danmark er vi verdensmestre i disciplinen at betale mere for mindre, kom ikke og tag guldmedaljen fra os!
Vi er verdens førende samfund i Rettighedsstyret Nationaløkonomi.
For dem, der har mere end basal viden om begrebet, kendes det også under betegnelsen Adfærdsregulerende Nationaløkonomisk Politik
Det er holdningen hos en person, der er ansat og betalt af staten til at uddanne de unge til ansvarlige samfundsborgere, behøver jeg at skrive mere? Jeg håber sandelig, at han er ene om dette, men jeg kan da godt røbe, at jeg aldrig ansatte en medarbejder, der havde fået sin uddannelse på det omtalte universitet, der er berygtet for sine stærkt venstreorienterede holdninger. Jeg vil muligvis senere kommentere mine praktiske erfaringer med de synspunkter offentlige ansatte anlægger, når hårdt tjente skattekroner skal udbetales.
Endelig er jeg bange for, at jeg ikke ser det hele i de rigtige perspektiver, den sande kombination i kalejdoskopet. Disse trivielle eksempler om den måde, skatteindtægterne formidles på; det tager flere måneder at undersøge, hvordan det er muligt for en studentermedhjælper i Københavns Kommune at fjerne mere end 700.000 kroner fra kassen, på trods af millioninvesteringer i IT værktøjer, men jeg kan godt forstå at dette må vige pladsen for det faktum, at et socialt medie som Facebook nu tilsyneladende har en markedsværdi i klasse med Novo og Mærsk.
Jeg vil ikke sige, at verden er gået af lave, for så har jeg klassificeret mig selv som en sur, bitter og gammel mand, men jeg kan da vist godt anføre, at verden har forandret sig, når en andenrangs aktivitet af meget tvivlsom karakter, placeres på samme hold som respekterede selskaber i elitekategorien.
Det med de rigtige perspektiver skal ses med baggrund i min trivielle baggrund som leder af selskaber i Danmark og udenfor. Der sammenlignes på resultater, ok mest i form af penge og sammenlignet med en given periode sidste år og ikke mindst mod de budgetterede forventninger. Den danske regering har gennem de sidste år opstillet drømmescenarier; Danmark skal placere sig som en af verdens stærkeste økonomier, alle indbyggerne skal være veluddannede, økonomisk særdeles velfunderede og ikke mindst være mega sunde og leve et langt liv i overhalingsbanen, hvor benzinen er superforbrug.
Drømmen kan kun leves under forudsætning af, at borgerne overlader styringen af alle de mekanismer, der skal anvendes på turen til drømmeland, til Den Kompetente og Ansvarsfulde Danske Regering, for den ved alt og har styr på sagerne. Den kender hemmeligheden bag det lille finansielle trick; hvordan man bliver rigere ved at låne flere penge, Sesam luk op!
CHONBURI 5.12.2010
Danmark en utopisk velfærdsstat del III
Danmark en utopisk velfærdsstat
DEL III
En miniserie om velfærdsstatens problemer
Da jeg begyndte på denne lille serie om de problemer den danske velfærdsmodel deler med andre europæiske lande, var det min plan at gå en del i dybden og på samme tid skabe tilstrækkelig bredde til at sikre et fornuftigt perspektiv i sammenhængen. Det er en velkendt metode i virksomhedsledelse/marketing. (Brede og eller dybe markedssegmenter). Men ærligt talt, jeg er kommet til den overbevisning at jeg, om jeg så må sige (med reference til en bestemt begivenhed i Præstø Fængsel mange år tilbage;)
” Dette er Guds spildte ord på Balle Lars” , forskertser tid og krudt. Dermed mener jeg hverken på eller for mine for trofaste læsere gennem flere år, eller taler nedladende til/om vor statsminister. Det er i dag spild af tid og spalteplads at opridse de scenarier Danmark har anbragt sig i. Det forekommer mig, at 90 % af landets befolkning er revnende ligeglade, så længe de bare kan indkassere og de 10 %, der kan læse skriften på væggen spørger mig alle; ” Ole, hvad kan vi gøre?” eller de skriver til mig, at hvis de får chancen vil de forlade landet. En af de mest rammende kommentarer, jeg har modtaget i november er denne; ”Der er jo intet nyt i det Ole skriver, selvom han skriver virkelig godt” og det er sørme så rigtigt udtrykt. Gammel vin på nye flasker er ikke sagen.
Jeg er meget glad for de mange andre kommentarer jeg har fået; de fleste krydret med eksempler på den omsiggribende opgivende holdning til forsøg på at påvirke udviklingen i den bedre retning, men flertallets tyranni har fået overtaget og uagtet at jeg sporer en vilje, er den præget af en frygt for repressalier af enten den ene eller anden art. Det er nemmere for mig herude at sende mine kommentarer til diverse media, de kan højst standse min fyrstelige folkepension, men hjemme i de mindre kommuner skal man tilsyneladende være nervøs.
Min oprindelige tanke var at gå meget i dybden med de 3 nye lovkomplekser, der har erstattet bistandsloven (i 1999), og jeg har alle 574 sider af finanslovforslaget i min computer, men det vil jo i princippet blot føre til at komme med en betydelig del eksempler på, hvorledes de smarte med rettighedskataloget i venstre hånd og den højre placeret på det for fædrelandet bankende hjerte hensynsløst udnytter alle love og smutveje for at få andre til at betale for egne behov og desværre sker det ofte i ”samarbejde” med socioassistenter, hvoraf mange gør det under pres fra kunderne, der kræver deres ret og ofte på en meget trist facon, f.eks. en der ligger tæt på trusler eller løfter om andre repressalier.
Finanslovsforslaget for 2011, der nu er vedtaget, indeholder nemlig alle de tal og lovtekster/anmærkninger, der skal til og kræver nærlæsning for tilnærmelsesvis at kunne sikre sig et fornuftigt overblik over, for hvilke INAKTIVITETER Danmark i skrivende stund låner 9 millioner i timen for at finansiere verdens bedste velfærdsmodel. Og LLR bruger 12.500 DKK pr. nat for hotel, jo der er stil over det.
Men vi er lidt efter USA, der i år låner 0.37 USD for hver 1 USD det giver ud. Pengene lånes som I ved i Kina.
Jeg kunne starte med at remse op, hvad jeg kan finde af sager, som de fleste danskere ikke er bekendt med. En tyrkisk familie på 5, der aldrig har lavet en dags arbejde og hvor faderen i 24 år har været næsten hele systemet igennem, ikke mindst afprøvet stort set enhver form for sundhedsydelser og konen arbejder heller ikke, så hvem tør regne på, hvor meget de har kostet de hårdt plagede skatteborgere gennem 24 år inklusive deres 3 børn? Eller afsatte midler i finanslovsforslaget til en undersøgelse af, om atmosfæren i fritids- og ungdomsklubber er ”indholdsrig og meningsfyldt for deltagere og ansatte”.
Jeg gentager den om en kriminel ”adfærdsvanskelig”, der koster 700.000 pr. måned.
Chonburi den 1.12.2010