Kære gæst!

Velkommen til min blog og min verden.

Med ujævne mellemrum skriver jeg om de to samfund, som jeg vekslende lever i; nemlig Thailand og mit fædreland Danmark. Mine observationer sker gennem en realistisk optik.

Tanken med min private blog er at beskrive væsentlige dele af hverdagene i Thailand og Danmark set gennem en realistisk optik – som jeg oplever dem. For kongeriget Thailands vedkommende at beskrive samfundet, som det ser ud bag de glitrende gardiner af illusioner, som turisterne oplever landet. Dette kongerige er Asiens største dukketeater, hvis dukkeførere er en magtsyg elite og majoriteten af befolkningen er programmerede vanedyr.

Når jeg bruger denne provokerende beskrivelse, skyldes det naturligvis, at begrebet realitet yderst sjældent ser dagens lys i Thailand, en nation baseret mere på systematisk folkeforførelse, fantasier, følelser og drømme end på faktuelle forhold. Thailændere er ikke tilhængere af orden i sagerne. Systemer og love er roden til alle dårligdomme og bør derfor undgås med alle midler. De samme argumenter kan jeg bruge om uddannelsen i kongeriget med de mange smil; den er stort set ikke eksisterende, medens den styrende elite markedsfører Thailand som en nation, der på alle tangenter er frontløber.

Dette er en trist konstatering, men mine konklusioner baserer sig ikke alene på observationer og erfaringer fra mit permanente ophold i kongeriget, der begyndte i november 1996. Jeg besøgte allerede Thailand første gang i sommeren 1970 og i årene fra 1973 til 1989 har jeg stort set været her mindst en gang om året, da jeg arbejdede for først KAMPSAX senere CHRISTIANI & NIELSEN. Mine mange besøg var ikke som en turist, men som forretningsmand. I de mange år har jeg fulgt udviklingen i regionen og set, hvordan Singapore og Malaysia har placeret sig på vinderholdet, medens Thailand har stået i stampe. Jeg har altså siden 1996 arbejdet og levet under lokale regler og normer, der stort set adskiller sig 100 % fra dem, vi danskere kender fra fædrelandet. Jeg er en udlænding, en såkaldt “Farang” på længevarende tålt ophold, der kun accepteres så længe jeg bidrager positivt til landets nationaløkonomi; læs udelukkende sender penge til nationalkassen og aldrig kan hente nogen form for bidrag til at opretholde min eksistens.

Nogle af de samme argumenter kan jeg tilsvarende anvende på mit fædreland Danmark, bare med omvendte fortegn, hvor uvelkomne udlændinge, der først kaldes for flygtninge, dernæst forfremmes de til indvandere, som forgyldes i hoved og røv uden at bidrage til Danmarks nationale pengekasse. Finansieringen af disse udgifter fås ved at reducere samtlige velfærdsydelser, som seniorer har betalt til gennem et arbejdsliv på 40 år. Det er tyveri ved højlys dag. Der et et fællestræk mere, når jeg sammenligner Thais med danskere; de er også programmerede vanedyr, forskellen ligger i de bagved liggende kræfter, der har konstrueret programmerne.

Som mange andre fra min generation gør jeg mig mange tanker og observationer om baggrunden, historien og den forventede udvikling i disse to yderst forskellige samfund, og da det i dag er naturligt at kommunikere via en blog, har jeg valgt at nedfælde mine opfattelser på tryk – ofte i form af essays, klummer og artikler – og efterfølgende placere de mest relevante på dette medie.

Når jeg udstiller mine synspunkter på denne måde, er det i håbet om, at mine argumenter repræsenterer eller tilbyder alternativer/bidrag til aktuelle samfundsdebatter. Mine bidrag kan naturligvis ikke være udtryk for den fulde sandhed, men de skal understøtte mine synspunkter. Argumenter er vigtige, fordi de skal deltage i kampen om, hvem der er de bedste. Med andre ord melder jeg mig ind i klubben af “meningsdannere in spe”, da jeg anser mig for værende tilpas ignorant til ikke at opfylde kriterierne for at være et fuldgyldigt medlem af den fine klub.

Jeg er af naturen skeptisk (ikke negativ) og prøver i de omtalte artikler at skære langt ind til benet, men på samme tid sigter jeg efter at være konstruktiv kritisk, fordi min generation har et ansvar for at markere sine opfattelser af, hvorledes den betragter udviklingen i det samfund vi er medlemmer af. Resultatet er ofte, at jeg enten besværer læserne eller fornærmer dem med mine utilslørede argumenter om de to samfund jeg lever i (i almindelighed), men i særdeleshed fokuserer på “Forretningen Danmarks ledelse”, der efter min opfattelse er inkompetent ud over alle grænser.

Tilsvarende kommer jeg tit på kant med personer, der er dybt religiøse, fordi jeg ikke kan lægge skjul på mine negative opfattelser af en religion uanset dens navn eller farve. Jeg har svært ved at acceptere, at personer, der tror uden at vide, føler sig overbeviste om, at troen i sig selv sikrer dem en plads ved siden af Jesus i den syvende himmel. Det betyder i virkeligheden at rollemodellen eller idealet kan manipulere ens fornuft til at acceptere argumenter, som din forstand nægter.

Endelig er jeg dybt skuffet over danskernes knæfald for Islam og tillader den, både at påvirke og ændre danske værdier i en forkert retning. På toppen en accept af synspunkter fra fundamentalistiske Muslimer, f.eks. den vatpikkede holdning overfor Grimhøj bevægelsen i Aarhus. Men jeg er ikke tilhænger af Islamofobi, fordi dette begreb nemt sidestilles med had og foragt, to negative egenskaber, der ikke bidrager til noget fornuftigt.Dog må jeg indrømme, at jeg har svært ved at placere Ekstrem Islam i mit menneskesyn, og er meget urolig over de billeder, som eksperter tegner af fremtidens perspektiver. Jeg er rystet over at se moskeer blive opført i Danmark og at ægte danskere, der bor omkring den, skal høre på det shit, som Imamerne fyrer af, når der indkaldes til bøn. Koranen er verdens farligste instruktionsbog i vold, fanatisme, undertrykkelse og menneskehad.

Producer OC