Kære gæst!

Velkommen til min blog og mine to verdener. Med ujævne mellemrum skriver jeg om de to samfund, som jeg vekslende lever i; nemlig Thailand siden 1996 og mit fædreland Danmark.

En kort kommentar om den politiske situation i Danmark/februar 2020

Siden den nye regering tiltrådte med Fag Forenings Fanatikeren Mette (F. står ikke for Frederiksen) i sin røde uniform som bannerfører, er det blevet klart for os alle, at dens primære målsætning er at afvikle det danske demokrati. Ikke mange kan gennemskue hendes folkeforføriske taler, der skal bedøve patienten medens de livsvigtige organer fjernes. Hun er kynisk og brutal; slet ikke den model hun gerne vil fremstå som, nemlig som vores “Mor Danmark”, der som bekendt især omfatter børnene. Er hendes forbillede den ungarske regeringsleder Victor Orban for hun bruger hans metodik som delvis basis for sin drejebog?

Socialdemokratiets mediastyring er hensynsløs og skal bl.a. hindre kritiske kommentarer om brudte løfter eller påvisning af misvisende præsentationer af data. Kernestrategien har fokus på indførelsen af partiets basale ideologi uanset omkostningerne for landets borgere. Lad os lige kalde definitionen frem på skærmen og lade den stå et øjeblik;

“Socialdemokratisme (også reformisme) er en politisk ideologi, hvor staten spiller en central rolle for lige udviklingsmuligheder og lige rettigheder for den enkelte borger i et samfund. Ideologien skal sikre en mere lige indkomstfordeling i samfundet via reformer inden for rammerne af den private ejendomsret og en reguleret form for kapitalistisk økonomi”.

Men vi må ikke glemme, at moderne politik meget vanskeligt kan realiseres på disse oprindelige idealer. Hvem sagde det bedre end Ronald Reagan i 1986; ” Moderne politik er blevet showbusiness for grimme mennesker” Denne beskrivelse passer fint med de oplevelser, som Mettes nye tæskehold (alias ministerholdet) dagligt præsenterer os for. Vor Herre´bevares! Hvem skal redde Danmark?

Thailand februar 2020

Identitetspolitikken eller krænkelseskulturen

Det er en kendsgerning at identitetspolitikken eller krænkelseskulturen startede som en berettiget kritik undertrykkelse og magtmisbrug. Men det forekommer mig at den nu er gået langt over stregen og vi ser dagligt eksempler på, at den modsiger sig selv og i virkeligheden overtager de roller, de startede med at kritisere. ”Krænkelseskogekarret” eksploderede her i oktober med resultater, både ventede og uventede.

Nu ligner det et billede fra den franske revolution, hvor næsten samtlige medier tilsammen har opstillet guillotinen på samtlige forsider og hovederne ruller og i forreste række står et korps af hævngerrige og blodtørstige furier, der som frontfigur har Sofie Carsten Nielsen og hendes pigeheppekor, der hensynsløst anmelder den ene krænkelse efter den anden og hovedparten uden beviser. Hykleriet er grænseløst og deprimerende at være vidne til. Men hun afslører naturligvis at hendes parti repræsenteret ved kvindeholdet er en samling opmærksomhedshungrende hyklere. Mette F. har nu en forhindring mindre.

Jeg behøver ikke at nævne personerne, der har mistet hovedet indtil nu, men tror mig listen bliver lang og den, der er mest nervøs er landets statsminister, der må frygte når tsunamien rammer hendes højt elskede parti startende i SDU. Et mindretals egoprojekter skal ikke diktere og prioritere samfundsopgaverne. Det er både en farce og at gå over stregen, når nu selv et kindkys anmeldes som en krænkelse. Eller omskrevet til et direkte dansk; der tages pis på dem, der har været udsat for alvorlige krænkelser.

Den kultur og samfundskontrakt min generation er vokset op under, er sprængt i tusinde stykker og jo, kultur har flydende grænser, men de rammer den unge generation nu sætter, er svære at acceptere. Der er kræfter fra den ældre generation der prøver at sætte udviklingen i perspektiver, men de unge ser sig som kaldte til at gennemføre ændringer, der som mål har helt andre ændringer end at undgå kindkys og uønskede tilnærmelser. Dem, der leder dem, er magtliderlige ud over alle grænser og med en styrke der overgår den, de faldne politikere og embedsmænd repræsenterede. De har ikke gjort sig klart, hvilke konsekvenser der venter forude.

Som et friskt eksempel henviser jeg til TV udsendelsen ” Debatten” den 22.10.20 hvor distriktsformanden for SDU/København, Cecilie Sværke Priess tiltog sig stor taletid. Hun talte magtbegrebet ned samtidig med at hun 4 gange understregede sin stærke magtposition som chef for SDU. Hyklerisk fremtræden og med fokus på at være frontkæmper for en ny kultur, hvor hun bliver medejer af en ny magtstruktur; hendes ambition.

Det løb mig koldt ned ad ryggen. En 21-årig jurastuderende uden livserfaring blev den afgørende stemme, der satte den dagsorden, der fældede Frank Jensen. Hun er livsfarlig også for sit eget parti.

Man skal bare føle sig krænket, så kommer man i medierne. Det er nemlig ikke blot en sikker vinder at blive krænket – det sikrer også bred eksponering, hvis man bliver krænket over, at andre føler sig krænkede. Denne fraktion tiltager sig øget magt især på landets universiteter. Den frie tanke er under pres.

Thailand 23. oktober 2020

M: ole@casthoej.com

Producer OC